Den er ikke større end en tikrone. Men den kan måske være med til at redde kræftpatienters liv.

© David Baillot, UCSD Jacobs School of Engeneering

Læger skal kunne kigge ind i hjernen

Forskere har udviklet et materiale, hvorved lægerne kan sætte et vindue i kraniet, og behandle sygdomme i hjernen uden at skulle lave store kirurgiske indgreb.

4. august 2017 af Berit Viuf

Hjerneoperationer er en voldsom affære, hvor kraniet saves op, der klippes hul i hjernehinderne, og instrumenter roder op i det fine hjernevæv.

Nogle tumorer fjernes udefra med ultralyd, en skånsom metode, hvor tumoren så at sige smelter.

Ligesom en lup kan koncentrere solens stråler og antænde et stykke papir, opstår der en meget kraftig varme, når ultralydsbølger intensiveres. Det kan rettes specifikt mod tumoren.

Hjernen er godt beskyttet

Ultralyd viser også lovende resultater for behandling af andre hjernesygdomme som Alzheimers og Parkinsons, men der er en stor udfordring i at trænge gennem kraniet.

Vores hjerneskal er mellem 2-8 mm tyk, og meget tæt, så ultralydsbølgerne bliver absorberet eller blokeret før de kan nå ind til hjernevævet.

Forskere på University of California fik derfor ideen til at udvikle et implantat, der kunne erstatte hjerneskallen.

Nu er de klar med et keramisk materiale, der både er utrolig robust og biokompatibelt – det vil sige, at kroppens forsvarssystem accepterer det og ikke forsøger at angribe.

Vindue ind til hjernen

Meningen er, at lægerne erstatter en lille stump hjerneskal på størrelse med en tikrone med materialet. Derved får de et lille vindue ind til hjernen som ultralydsbølger nemt kan trænge igennem.

Det betyder også, at behandlingen kan gentages et utal af gange, hvis tumoren kræver mange behandlinger.

Materialet kan både bruges til ultralyd og strålebehandling, og har potentiale til at øge effektiviteten af behandlingerne drastisk.

© UC Riverside

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: