Nu skal vi se film på gennemsigtig beton

Ny skærm kan transmittere naturligt og kunstigt lys

1. september 2009

Beton er et yderst solidt materiale. Men dets image hos arkitekter er ikke for godt, for umiddelbart er det gråt og trist at se på. Det problem har to danske ingeniørstuderende, Christoffer Dupont og Line Langballe, gjort noget ved. I samarbejde med firmaet Innovation Lab og fabrikken Dalton Beton har de udviklet en storskærm, der består af ganske almindelig beton med indstøbte optiske fibre. Fibrene kan lede lys gennem betonen, og lyslederne sidder så tæt, at der på forsiden af betonen dannes et billede. Lyskilden kan være en projektor, som viser billeder eller filmsekvenser. Alternativt kan den nye betonskærm bruges som et vindue, fordi de optiske fibre i kombination med lysindfangere kan transmittere dagslys. Forhåndsinteressen for den lysende beton er meget stor, og flere arkitektfirmaer er i fuld gang med at udtænke måder, hvorpå skærmen kan udnyttes. Mens nogle vil bruge skærmen til lysaviser og reklamer, har andre planer om at sende naturligt dagslys ned i ellers skumle parkeringskældre. Også i trafikken åbner den nye muligheder. Ved at støbe fliser med lysende beton ned ved et gadekryds kan man få pile, der kan skifte retning alt efter trafikken og tidspunktet på dagen. Det er fx aktuelt i myldretiden, hvor der kan være brug for to drejebaner, mens der resten af dagen kun er behov for en enkelt.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: