nb_u10 Eye scanning phone

Kina-mobil slår Apple: Først med øjenskanner

Mens skanning af fingeraftryk stadig er blandt højdepunkterne i de nye mobiler fra Apple og Samsung, går kinesiske ZTE videre og introducerer øjenskannere.

5. marts 2015 af Carsten Nymann

I den mobile oldtid for 10 år siden låste du din mobiltelefon op ved at taste en firecifret kode. I dag aflæser telefoner som iPhone fra Apple selv dit fingeraftryk.

Står det til Apple-konkurrenten, den kinesiske producent ZTE vil det i morgen være tilstrækkeligt at kaste et blik på mobilens skærm, så vil den give adgang til alle sine funktioner.

ZTE har netop introduceret den nye model Grand S3 på det kinesiske hjemmemarked, og mobilens frontkamera kan genkende dit blik ved at skanne de små blodkar i øjet.

Apple kun med på rygteplan

Mønsteret af fine blodkar er ifølge firmaet bag skanningsteknologien EyeVerify lige så unikke som fingeraftryk, og mobilen lader sig ikke narre af et billede af ejerens øjne.

Fordi kameraet i telefonen kun fokuserer på de tydeligste mønstre, vil du stadig kunne låse mobilen op, hvis en forkølelse eller aften i byen har givet dig blodskudte øjne.

Rygter har tidligere sat både Apple og koreanske Samsung, som netop har lanceret sin nye flagskibstelefon Galaxy S6, i forbindelse med øjenskanner-teknologi.

Apple-konkurrenter skanner iris

Her har dog været tale om såkaldte iris-skannere, der analyserer regnbuehindens komplekse mønstre, og hidtil har hverken Apple eller Samsung udtalt sig om teknologien.

Til gengæld har både kinesiske Viewsonic og japanske Fujitsu præsenteret iris-skannere, som de angiveligt vil introducere i mobiltelefoner om kort tid.

Glem Apple – alle apparater vil skanne dig

I fremtiden vil langt flere apparater end Apple-mobilen kunne genkende dig, og dine ansigtstræk vil blive brugt til alt fra politiarbejde til målrettede reklamer.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: