nb_u46_iphone_tech

Denne uges nyheder fra teknikkens verden

Uge 46. iPhone 6 til 275 millioner kroner · 3D-print dine personlige øretelefoner · Ny smartphone til under 1000 kroner · Apple, Microsoft og Google er stærkeste brands · Politiet filmer i HD med trådløse solbriller.

13. november 2014 af Leif Bomberg

· Iphone 6 til 275 millioner kroner Nu kan man bestille et eksemplar af verdens absolut dyreste iPhone 6. 48,5 millioner USD – 274.689.000 kroner efter dagens dollarkurs – tager New York baserede Falcon Luxury for sin dyreste SuperNova iPhone 6 Plus! Den 5,5" store iPhone 6 med 128 GB er pakket ind i 24 karat rosa guld og forsynet med en stor, fejlfri pink diamant på bagsiden. Med i prisen følger en døgnbemandet concierge-service, der hjælper med betjeningsproblemer, booking af restaurant, hotel, fly, limousine og koncerter.

· 3D-print dine personlige øretelefoner Fabrikanten Normal lancerer nu skræddersyede øretelefoner, som fremstilles på en 3-D printer efter fotos og mål, som kunderne mailer ind. Kunderne tager ved hjælp af en app billeder af sine ører og vælger farve på øretelefoner, længde af ledning osv. Prisen er knap 200 USD eller ca. 1.100 kroner. Til den pris får du 14 mm højttalere af Neodyme, der kan spille 109 dB højt og levere frekvenser fra 20 til 20.000 Hz. Altså ægte Hi-Fi.

· Ny smartphone til under 1000 kroner Indien er normalt ikke til de lande, man tænker først på, når samtalen drejer sig om smartphones. Men nu har fabrikken Xolo præsenteret sin Q1020 model, der ser langt dyrere ud end de knap 1.000 kroner, den sælges for på hjemmemarkedet. Selvom Xolo Q1020 langt hen ad vejen er pakket ind i plastik, giver den usædvanlige træ-finish telefonen et snert af klasse. Teknisk set placerer nyheden sig i mellemklassen. Det vil sige en 5-tommer skærm med HD-opløsning, en 4-kerne MediaTek processor på 1,3 GHz samt kameraer på 13 og 2 megapixel.

· Apple, Microsoft og Google er mest værdifulde brands Man kan altid diskutere, om iPhone, Mac eller iPad er verdens bedste produkter. Men når det gælder om evnen til at sælge mange produkter til en høj pris, er Apple helt enestående. Derfor placerer varemærket sig som nummer 1 på en ny liste over verdens 25 stærkeste brands, som det amerikanske magasin Forbes har sammensat. Listen domineres generelt af teknologi-firmaer. Microsoft og Google ligger henholdsvis nummer to og tre på listen, og Facebook på 18. pladsen er listens højdespringer med en øgning af brand-værdien på 74 pct. det seneste år.

· Politi filmer i HD med trådløse solbriller Politibetjente vil snart være i stand til at tage hemmelige fotos og videoer godt gemt bag et sæt trådløse solbriller fra canadiske Recon, som lanceres her i efteråret. Brillerne er primært udviklet til sportsfolk, men Recon har indledt et samarbejde med telegiganten Motorola om at designe udgaver til politi og sikkerhedsvagter. Solbrillerne rummer bl.a. et kamera, der optager video i fuld HD, GPS, Bluetooth, højde- og afstandsmålere – ja sågar sensorer til overvågning af bærerens puls, temperatur, hjerterytme, blodtryk osv. Den civile udgave skal koste fra 599 USD pr. par – det svarer til ca. 3.300 kroner.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: