Fabric antenna

Mobilantenne af stof sys på jakken

En ny flad antennetype kan sys på tøjet hos brandmænd og redningsarbejdere, så de er nemme at finde.

7. juli 2010

Normalt stikker en antenne i vejret for at opfange og afsende signaler, men det finske firma Patria Oyj har i samarbejde med universitetet i Oulu, Finland, udviklet en helt ny antennetype, der er vævet og dermed helt flad. Antennen, der fx kan sys fast på tøjet, ligner et ganske almindeligt, kraftigt stykke stof, der dog er dækket af et tyndt gennemsigtigt beskyttelseslag.

Et af kodeordene for det valgte materiale har været fleksibilitet, for med en placering på fx en jakke skal antennen kunne tåle at blive bøjet, uden at det går ud over sendeevnen. Tekstilantennen fik i slutningen af 2009 sin ilddåb, da den blev brugt til et telefonopkald fra udvikleren i Finland til ESA i Holland.

Antennen, der kan transmittere mobilsignaler og radio, kan fx med fordel sys fast på tøjet hos brandmænd, redningsarbejdere eller soldater, hvis position det kan være livsvigtigt at kende. Desuden kan antennen bruges på tøjet hos fx skiløbere, der gerne vil slippe for at bære rundt på en større og “hård” antenne, der bruges til at lokalisere folk efter fx en lavine.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: