RAKET-JUBILÆUM
RAKET-JUBILÆUM

V2-raketten brølede for første gang i vejret for 75 år siden.

© Bundesarchiv / Wikimedia Commons

Nazisternes vidunderraket fik USA først til Månen

Den 3. oktober 1942 hvæser en sort-hvid raket mod himlen over Nazityskland. Terrorvåbnet er ikke bare en videnskabelig triumf og verdens første rumraket – teknologien skal i sidste ende sikre amerikanerne sejren i månekapløbet.

7. oktober 2017 af Stine Overbye og Mikkel Skovbo

På taget af raketsamlehallen i Peenemünde ved den tyske østersøkyst tripper Wernher von Braun anspændt. Klokken er lidt i fire om eftermiddagen denne solbeskinnede første lørdag i oktober 1942, og i sin kikkert stirrer von Braun, der er leder af nazisternes raketprogram, ufravendt mod affyringsplatformen, hvor en 14 meter høj raket peger op mod himlen, klar til affyring.

Den sort- og hvidmønstrede V2-raket rummer von Brauns ambitiøse drøm om at erobre rummet, men godt og vel ti år i branchen har lært ham, at ingen raket er en god raket, før den er kommet sikkert fra start. I tilfældet med V2 er der ekstra grund til besindelse: Tidligere forsøg på at opsende den banebrydende, væskedrevne raket er endt i brølende eksplosioner og total fiasko kort efter lift-off.

SUPERSONISK
SUPERSONISK

V2-raketten er 14 m høj, vejer 13 tons og gennembryder som den første raket nogensinde lydmuren.

Von Braun følger nervøst nedtællingen over højtaleranlægget. Så sker det: En gigantisk flamme skyder ud fra rakettens hale, idet den løfter sig først langsomt og derpå viser muskler og kravler brølende opad.

Mens en øredøvende torden ruller ind over basen, begynder V2-raketten fire sekunder efter lift-off at tippe og fortsætte i en kurve ud over Østersøen. Efter 25 sekunder passerer raketten lydmuren og fortoner sig som en lille, glødende plet i horisonten.

>> Abonner på Illustreret Videnskab i dag

“Brennschluss” (stop for brændstoftilførelsen), lyder det over højtaleren knap et minut efter affyringen, og sekundet efter kobler motoren ud. Nu bryder jublen løs. Von Braun og hans kolleger er henrykte, men endnu er det uvist, om missionen er en komplet succes.

VIDEO: Se originale optagelser fra nazisternes hemmelige raketbase:

Planen er, at V2 skal fortsætte marchen helt op til knap 85 kilometers højde til tærsklen af rummet, hvorefter den med en fart på godt 5000 km/t – fire en halv gange lydens hastighed – skal glide nedad igen.

Fem ulideligt lange minutter efter affyring kan von Braun smage sejrens sødme: Signalet fra raketten bliver brat afbrudt som tegn på, at den efter 190 kilometers flugt er plasket planmæssigt ned i Østersøen. En bedrift, som skal vise sig at have storslåede perspektiver. 

Hitler får raketfeber

For første gang i historien har en menneskeskabt genstand banket på døren til rummet, og genstanden er på alle måder en nyskabelse. Hidtil har raketter brugt fast brændstof, der er tungt og ikke videre effektivt, men V2 anvender som noget nyt flydende brændstof i form af flydende ilt og alkohol. Det giver en uhørt forbrændingstemperatur og dermed en effektiv brændstofudnyttelse, hvor raketten kan levere mere trykkraft per kilo brændstof. Og resultaterne er sensationelle: Raketten flyver hurtigere en lyden som den første nogen­sinde, og rækkevidden er på hele 320 kilometer – længere end selv det bedste artilleri.

For chefudvikleren er den vellykkede test en triumf. Siden han var ung, har den nu 31-årige Wernher von Braun (1912-1977) eksperimenteret med raketter i håbet om, at det vil bane vejen for, at menneskeheden en skønne dag vil kunne erobre rummet og nå til Månen og endda Mars.

KLASSEBILLEDE MED HITLER
KLASSEBILLEDE MED HITLER

V2's chefudvikler Wernher von Braun (rød cirkel) møder Hitler personligt under krigen.

Men von Brauns raket er på ingen måde tiltænkt rollen som eventyrlysten pionér i rummet. Nazisterne betragter udelukkende den revolutionerende raket som et mirakelvåben, der skal terrorisere briterne og føre Det Tredje Rige til sejr. V'et i V2 står for “Vergeltungswaffe”, som er tysk for “gengældelsesvåben”, da raketten skal hævne de allieredes tiltagende bombeangreb på tyske storbyer.

>> Få dine nyheder fra videnskabens verden med Illustreret Videnskabs NYHEDSBREV

Blot en måned efter den vellykkede prøveaffyring godkender Tysklands rigskansler Adolf Hitler, der ellers hidtil har været temmelig lunken over for von Braun frembringelse, en plan for serieproduktion af V2. Han giver det kostbare projekt højeste prioritet i håbet om, at raketten kan sikre nazisterne sejren i den efter­hånden langstrakte verdenskrig. Og som en særlig påskønnelse af von Brauns indsats insisterer Hitler på at hilse personligt på chefudvikleren.

“Professor, jeg vil gerne ønske tillykke med Deres succes,” siger Hitler, da han rækker hånden frem til den høje, blonde mand med de gennemtrængende blå øjne.

Bomberegn forsinker nazi-terror

Selv ros fra Hitler kan imidlertid ikke få von Braun til at udrette mirakler med sit våbenprogram.

Raketten er stadig på eksperimentalstadiet og lider af et hav af børnesygdomme, hvis ikke en hel epidemi af fejl. Især ­selve motoren har besvær med at tøjle de mange kræfter fra den flydende brændstof, og aerodynamikken volder problemer under overlydsflyvningen. Alene i oktober efter den vellykkede testopsendelse viser raketten sig hele fem gange i træk som en fuser, der enten eksploderer på rampen eller havarerer i luften på vej mod målet.

“Det tager os et halvt år at bygge en raket, men bare et halvt sekund at destruere den,” konstarerer von Braun mismodigt undervejs i det frustrerende forløb.  

VIDEO: Se V2-raketten eksplodere og vælte i udviklingsfasen:

Først i april 1943 lykkes det ham og hans stab at opsende en raket, der når den ønskede afstand på 270 kilometer – til gengæld rammer den 38 kilometer til højre for den udstukne bane. Og teknikken er ikke det eneste, de tyske videnskabsmænd må kæmpe med.

Briterne har fået færten af den foruroligende våbenproduktion i Peenemünde, og natten til den 18. august 1943 lader 600 tungtlastede Royal Air Force-fly en regn af bomber falde over raketbasen.

Hensigten er at dræbe hjernen bag det det nyudviklede våbensystem, men von Braun får briterne ikke ram på. To ingeniører og 735 slavearbejdere mister til gengæld livet, og bombeangrebet får uventede konsekvenser for selve våbenproduktionen.

Dødsfabrik spytter missiler ud 

I erkendelse af at basen på Peenemünde er alt for sårbar bestemmer nazisternes topledelse med von Brauns accept at flytte raketproduktionen til et hemmeligt, under­jordisk anlæg ved den lille by Nordhausen i Harzen. Her ligger et tunnelanlæg, som er opstået efter mange års minedrift, og tyskerne går i gang med at indrette en stort anlagt samlebåndsfabrik, Mittelwerk, der skal spytte 900 spritnye missiler ud om måneden.

Slavearbejdere fra koncentrationslejren Mittelbau-Dora bevogtet af brutale SS-vagter knokler i minens kolde og fugtige underverden for at få fabriksanlægget færdigt. Døgnet rundt genlyder minegangene af larm fra tryklufthamre og skrig fra fanger, der får prygl, fordi de ikke kan holde sig oprejst. 

MASSEDØD
MASSEDØD

Op mod 20.000 kz-fanger mister livet under fremstillingen af de ca. 3500 V2-raketter under krigen. 

Stedet får ry for at være helvede på jord, og summariske henrettelser og udmattelse sender op mod 100 lig til krematoriet hver eneste dag. På den grufulde baggrund kan tyskerne omkring nytåret 1944 begynde at rulle de første V2-missiler ud af minen.

Von Braun og hans kolleger har samtidig fået rettet op på rakettens værste fejl og mangler. Motoren er blevet forstærket, et helt nyt styringssystem er på plads, og selv aerodynamikken lystrer nu ved overlydshastigheder. Terrorvåbnet er klar til krig.

KLIK DIG IND I V2-RAKETTEN:

Særligt nazisternes motorteknologi, aerodynamik og styringssystem revolutionerer raketvidenskaben. Den 20. juni 1944 gennemborer den ultramoderne raket 100 km-grænsen til rummet for første gang nogensinde, og teknologien lægger senere grunden for menneskets erobring af det ydre rum.

Raketdøden regner ned over London

Byger af V2-raketter med en sprængladning på knap et ton begynder at hagle ned over England i september 1944. Raketterne sendes afsted fra mobile affyringsramper og slår ned blot fem minutter efter lift-off.

Det i særklasse værste angreb rammer London lørdag 25. november 1944, da et blændende lysglimt helt uden varsel lyser op i butikslokalerne i stormagasinet Woolworth. Et splitsekund senere lyder et øredøvende brag, der blæser samtlige vinduer ind og får vægge og lofter til at skælve. Kunder og ansatte når aldrig at flygte, inden hele bygningen kollapser i en sky af grus.

168 børn og voksne omkommer, og 123 bliver såret ved angrebet, der bogstaveligt er slået ned som et alt­ødelæggende lyn fra en klar himmel. Ingen af ofrene når at opdage, hvad der sker, for raketten flyver hurtigere end lyden og er umulig at høre, inden den rammer. 

TERRORVÅBEN
TERRORVÅBEN

De knap 1000 kg sprængstof i snuden på en V2-raket kan jævne en londonsk boligblok med jorden.

Som chefudvikler er Wernher von Braun naturligvis udmærket klar over, at V2 er udviklet som et militært terrorvåben, men han havde gerne set det anderledes.

“Raketten fungerede perfekt, bortset fra at den landede på den forkerte planet”, bemærker han til en kollega efter det første V2-angreb i London.

I alt når nazisterne at affyre ca. 3500 V2-raketter mod allierede mål, men det nye supervåben rækker på ingen måde til at vende krigslykken. Da krigen slutter i maj 1945, står det klart, at V2-raketten har kostet flere menneskeliv at fremstille, end den har slået ihjel. Omkring 20.000 tvangsarbejdere er omkommet under produktionen, mens cirka 5500 mennesker har mistet livet ved missilangrebene.

USA får fingre i V2

Ved krigens slutning overgiver Wernher von Braun sig til amerikanerne, der er desperate efter at få fingrene i verdens førende ­raketingeniør og hans stab af fremragende specialister. 

Amerikanernes håb er, at ­tyskerne kan sikre USA et afgørende våbenforspring i efterkrigstiden, mens von Braun på sin side nærer helt andre ambitioner: Han drømmer om at videreudvikle raketkunsten og rejse ud i rummet, først og fremmest til Månen.

RUMUDSIGT
RUMUDSIGT

Det første foto af Jorden set fra rummet bliver taget i 1946 af en V2-raket affyret fra New Mexico, USA.

Under kodenavnet Operation Paperclip ankommer von Braun og hans team af over 100 raketforskere i smug i september 1945 til militæranlægget White Sands i New Mexico. Et omfattende arkivmateriale om hans højtflyvende krigsbarn er blevet sendt i forvejen, og i oktober dukker desuden hundredvis af godsvogne med V2-komponenter, som er blevet fragtet over Atlanten, op på havnen i New Orleans. Materiellet fylder så meget, at samtlige godsbanegårde i 350 ­kilometers omkreds af byen bliver fyldt op til randen.

Det står dog snart klart, at det ikke er rumraketter, amerikanerne er interesserede i at vride ud af de tyske raketdele og forsker­hjerner. En ny kommunistisk fare lurer mod øst og von Braun og hans kolleger bliver – præcis som i Nazityskland – sat til at udvikle militære missiler, der kan overdænge fjenden med død.

NÆSTE TRIN
NÆSTE TRIN

Bumper-raketten fra 1948 er en V2 med en sonde i snuden – og den første totrinsraket nogensinde.

Den stædige tysker giver dog ikke op. Ihærdigt forsøger han at påvirke sine nye arbejdsgivere og fremlægger det ene utrolige rumprojekt efter det andet. I 1954 foreslår han Project Orbiter, der skal sende verdens første satellit i kredsløb om Jorden, og han har minsandten allerede en videreudvikling af V2-raketten klar, der vil kunne løfte opgaven. Redstone hedder raketten, der både er kraftigere og mere præcis end V2 og desuden er udstyret med en næsekegle, der kan frakobles under flyvningen og bære satellitten i kredsløb. Trods den flyvefærdige pakke, kommer han dog ikke igennem med sin ide. Hjælpen skal komme fra uventet kant, før Wernher von Braun får mulighed for at udleve sine rumdrømme.

VIDEO: Se Wernher von Braun forsøge at skabe hype om rumfart:

“Flopnik” giver von Braun chancen

Den 4. oktober 1957 træder ærkefjenden Sovjetunionen pludselig og totalt uventet ind i rumalderen med opsendelsen af Sputnik, verdens første satellit.

Indirekte står von Braun bag den teknologiske triumf: I krigens sidste timer er det lykkedes russerne at få fat i dels en håndfuld affyringsklare V2-raketter, dels en række detaljerede tegninger, og det sovjetiske raketprogram bygger på tyskernes efterladenskaber.

Men for både von Braun og resten af USA kommer Sputnik-opsendelsen som en regulær mavepuster. Når russernes raketteknik er så fremskreden, at de formår at sende en satellit i kredsløb, råder de formentlig også snart over teknologien til at kunne ramme USA med atomvåben, vurderer eksperterne. Midt i følelsen af afmagt og nederlag går der panik i de amerikanske politikere, der kræver øjeblikkelig handling: Sovjetunionens ­forspring skal indhentes og overhales, og det kan kun gå for langsomt. 

SPUTNIK 1
SPUTNIK 1

Sovjetunionens opsendelse af verdens første satellit i oktober 1957 kanonerer USA ind i rumkapløbet.

Det første, forhastede, forsøg på at få en satellit i rummet bliver affyringen af flådens Vanguard-raket i december 1957. Millioner af amerikanere følger på live-tv, hvordan raketten løfter sig få centimeter fra rampen, før den eksploderer og omdannes til en rygende skrotbunke. Dommen er nådesløs. “Flopnik” og “Kaputnik” bliver den mislykkede opsendelse døbt, og kravet om at erobre rummet før russerne vokser. Endelig får von Braun sin chance – og han spilder den ikke.

Den 31. januar 1958 er han klar til at sende sin 21 meter høje løfteraket Jupiter til himmels med USA's første satellit, Explorer 1, om bord. Redstone-raketten udgør første trin i Jupiter, og da udstødningsflammen fra det slanke, cylinderformede fartøj lyser op på raket-affyringsbasen Cape Canaveral klokken 22.48, holder alle vejret i nervøs spænding.

USA's internationale prestige står og falder med von Brauns raket, og da opsendelsen forløber perfekt, og Explorer 1 efter få minutter er bragt i kredsløb om Jorden, bliver Wernher von Braun – eller Mister Space Man, som pressen jublende døber ham – udråbt som helt ikke alene i USA, men overalt i den vestlige verden.

Gigant skal erobre verdensrummet

Den amerikanske rumfartsorganisation NASA er i juli 1958 er blevet oprettet som direkte reaktion på Sputnik-chokket, og her får den nu feterede rummand von Braun ansvaret for at udvikle verdens største raket: Saturn.

Raketten er udset som det fartøj, der skal sikre USA's overherredømme i rummet og udgøre rygraden i et planlagt, bemandet rumflyvningsprogram, som i 1961 når nye, ambitiøse højder.

Præsident John F. Kennedy erklærer i en tale til kongressen den 25. maj 1961, at USA i nær fremtid agter at besøge Jordens nærmeste nabo:

“Jeg mener, denne nation bør forpligte sig til – inden udgangen af dette årti – at landsætte en mand på Månen og bringe ham sikkert tilbage til Jorden.”

I NASA's afdeling på Marshall Space Flight Center i Huntsville, Alabama, lytter Wernher von Braun og hans stab målløst til præsidentens tale i radioen. Omsider kan hans største livsdrøm blive til virkelighed. Med næsten ubegrænsede midler og en stærk industri i ryggen, får von Braun nu mulighed for at lægge alle kræfter i arbejdet med at konstruere raketten til månelandingsprogrammet Apollo.

HYGGESNAK
HYGGESNAK

USA' præsident John F. Kennedy giver Walther von Braun (tv.) ordre til at erobre Månen for sit nye land.

Forudsætningen for at USA overhovedet kan sætte mennesket fri af Jordens tyngdekraft og bringe det de knap 400.000 kilometer til Månen, er en gigantisk og kraftfuld løfteraket, der kan banke de 3000 tons rumudstyr afsted med den såkaldte undvigelseshastighed på 11,2 km/s eller 40.000 km/t. Mindre kan ikke gøre det, hvis raketten skal undslippe Jordens tyngdefelt. Og her kommer Saturn ind i billedet. 

Nøglen til at overvinde den enorme afstand mellem Jord og Måne er en flertrinsraket, hvor trinene kasseres, i takt med at brændstoffet bruges op. Erfaringen med den slags raketter har von Braun allerede opnået: I 1949 har han med succes testet verdens første egentlige trinraket, RTVG-4 Bumper, med V2-­raketten som første trin.

Hvor V2-raketten havde en enkelt motor, bygger Saturn på et flermotordesign. Første trin har fem motorer, der bruger ikke færre end 13 tons brændstof i sekundet og bringer raketten op i en fart på 8500 km/t. Andet trin har ligeledes fem motorer, som er drevet af flydende brint og ilt og på blot seks minutter øger farten til knap 25.000 km/t, hvorefter tredje trin, som har en enkelt motor, tager over med to antændinger. Ved første affyring øges farten til 28.000 km/t, som er den hastighed, der er påkrævet for at gå i kredsløb om Jorden. Den anden affyring sørger for at sende fartøjet videre til Månen med de nødvendige 40.000 km/t.

MÅNERAKET
MÅNERAKET

Saturn 5 er opdelt i tre rakettrin med et kegleformet modul på toppen til rumskib og besætning.

V2's arvtager erobrer Månen

Onsdag den 16. juli 1969 sitrer Kennedy Space Center i Florida af forventning. På rampen står den 111 meter høje Saturn 5-raket med Apollo 11-rumfartøjet klar til affyring, og mens de tre astronauter om bord tjekker deres instrumenter en sidste gang, sidder millioner af mennesker over hele kloden klistret til tv-skærmen for at følge den historiske begivenhed. Kennedys – og ikke mindst Wernher von Brauns – vision om at plante et menneske på Månen skal stå sin prøve.

Fra opsendelsescentret følger von Braun relativt roligt slagets gang. Han har taget sine hovedtelefoner på, så han kan følge med i nedtællingen, og kort før lift-off bøjer han hovedet og beder Fadervor.

FIVE-FOUR-THREE-TWO-ONE!
FIVE-FOUR-THREE-TWO-ONE!

Saturn 5-raketten blæser ca. 3000 tons dødvægt fri af Jorden den 16. Juli 1969. 

Så sker det: Klokken 9.32 hæver Saturn 5-raketten sig fra landjorden i en sky af hvidglødende gas og flammer. En øredøvende torden som fra tusinder af tordenvejr ruller hen over opsendelsesområdet og får jorden til at skælve. I næste øjeblik forsvinder von Brauns gigantiske raket med månelandingsmodulet øverst oppe i et sort og orange flammehav, mens den i en bue kløver sig op gennem luften og ud over Atlanten. 

>> Abonner på Illustreret Videnskab i dag

Fire dage senere, søndag 20. juli, når Apollo 11-fartøjet sin fjerne destination, og landingsmodulet Eagle synker blidt ned i månestøvet. Få timer efter kan en stærkt følelsesladet von Braun på sin sort-hvide tv-skærm se astronauten Neil Armstong tage de ni små trin ned ad stigen fra landingsmodulet og plante sin venstre fod på Månens golde overflade.

VIDEO: Se Neil Armstrong tage et lille, stort skridt den 20. juli 1969:

For den nu 57-årige von Baun er det en drengedrøm, som med ét er blevet til virkelighed. I 1942 nåede hans banebrydende V2-raket 85 kilometer i vejret og bankede på porten til rummet, og nu, 27 år senere, har V2-rakettens monstrøse arvtager formået at sende menneskeheden den lange vej til et fremmed himmellegeme.

“Menneskets ultimative skæbne er ikke længere begrænset til denne Jord,” udbryder den visionære ­Mister Space Man kort tid efter månelandingen.

ØRNEN ER LANDET
ØRNEN ER LANDET

Månelandingsfartøjet Eagle nyder udsigten til Jorden næsten 400.000 kilometer væk.


Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: