Gekko robot

Gekkorobot kan klatre op ad glasplader

Forskere har kopieret princippet i en gekkos klæbende fødder.

8. december 2010

Et ingeniørhold fra Stanford University i USA har skabt en firbenet robot, som kan bevæge sig lodret op ad et vindue. Robotten er døbt Stickybot efter sin evne til at klæbe sig fast til glatte overflader.

Forskerne studerede først fødderne på gekkoer, som har en enestående evne til at kravle op ad glatte overflader. Gekkoers fødder er beklædt med millioner af små, hårlignende udvækster, hvis ender er flossede, så de griber fat i de enkelte molekyler på en glat overflade. På den måde kan gekkoen klæbe sig fast på overflader helt uden brug af sugekopper eller klistrede væsker.

gekko robot foot

Ingeniørernes næste træk var at fremstille et gummimateriale, som havde den samme type overflade som gekkoernes fødder. Dette gummimateriale blev fastgjort til fødderne på robotten, som bestod af bl.a. 19 minimotorer, der blev mekanisk koordineret til at efterligne gekkoernes bevægelser. Robotten viste sig at kunne bevæge sig op ad et glat vindue på bedste gekkovis.

Forskerne tror, at en videreudvikling af klæbematerialet vil kunne bruges til at gøre mennesker i stand til at kravle på glatte, lodrette overflader.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: