Mekanisk jockey pukler i kamelløb

Fjernstyret robot overtager farligt børnearbejde

1. september 2009

En ny slags jockey er klar til at tage tøjlerne ved kamelvæddeløbene, som er en yndet sport i De Forenede Arabiske Emirater. Han er let, han bliver aldrig sulten og han slår sig ikke, når han falder af. Hidtil har unge drenge styret kamelerne i mål, men fremover bliver det robotter, der sætter sig bag puklerne. Et schweizisk firma har udviklet en fjernstyret, menneskelignende jockeyrobot, der for nylig gennemførte et lovende testløb. Robotten styrede sikkert en kamel gennem en 2,5 km lang bane og nåede en topfart på 40 km/t. Robotten koster ca. 30.000 kroner og er lavet af titanium, der er både let og meget stærkt. En instruktør på sidelinjen styrer robotten med et joystick, mens et kontrolsystem på kamelens ryg sørger for, at robotten udfører ordrerne. De arabiske myndigheder forventer, at alle kameljockeyer vil være mekaniske i 2007, og dermed er det foreløbigt slut med en bizar form for menneskehandel. I årevis er drenge helt ned til fire-årsalderen, primært fra Indien, Bangladesh og Pakistan, blevet brugt som kameljockeyer, der kæmpede om store præmiesummer i det olierige land. Drengene blev sultet, så de holdt en lav vægt, og flere børnejockeyer er blevet trampet halvt ihjel i væddeløbene. I marts 2004 forbød de arabiske myndigheder jockeyer under 16 år at deltage i løbene, og det var startskuddet til udviklingen af de mekaniske ryttere.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: