Rynker gør guldsmede til superflyvere

Guldsmedes vinger er rynkede og ujævne, og det er faktisk en fordel.

1. september 2009

Naturen har gennem millioner af års evolution gjort guldsmede til nogle af naturens bedste flyvere. Og det på trods af, at deres fire lette og papirtynde vinger slet ikke ligner de glatte og strømlinede vinger, man finder på moderne flyvemaskiner. Guldsmedens vinger er tværtimod rynkede og ujævne som et foldegardin. Nu har biomimetiske forskere så opdaget, at der er en mening med galskaben, da folderne – ud over at give stivhed og styrke til vingerne – giver dem de samme aerodynamiske egenskaber som flyvinger. De kan endda være bedre. Forskere har længe vidst, at folderne gav mekanisk styrke til guldsmedens vinger, men det har været uvist, hvordan det indvirkede på vingernes aerodynamiske egenskaber. Derfor udførte forskere fra Department of Mechanical and Aerospace Engineering ved The George Washington University i USA nogle simuleringsforsøg, hvor de sammenlignede forskellige typer vinger. En af vingerne var modelleret efter den rynkede vinge hos en stor blå guldsmed, og de andre var lavet tykke og glatte som dem på flyvemaskiner. Forsøgene viste, at guldsmedevingen overordnet set klarede sig lige så godt som flyvingerne, og på nogle punkter var den faktisk bedre. Årsagen til dette er ifølge forskerne bl.a., at der nede i “dalene” på den rynkede vinge dannes nogle luftlommer med cirkulerende luft, der giver ekstra opdrift. Håbet er nu, at vingen kan give inspiration til konstruktion af mikroflyvemaskiner.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: