water extracter

Genial teknik høster vand af varm luft

Selv i knastørre områder kan man hive vand ud af luft og bruge det i landbruget. I ørkener og tørkeramte områder indeholder den varme luft vand, og med en ny opfindelse kan det nu indvindes og blive til gavn for afgrøderne.

11. juni 2012

Vandindvinderen er udviklet af Edward Linacre fra Swinburne University of Technology i Australien, og forskeren har vundet en pris for sin opfindelse.

Vandindvinderen suger varm luft ind og sender den et par meter ned under jorden, hvor temperaturen er flere grader lavere end ved jordoverfladen. Her får nedkølingen vandet i luften til at kondensere, blive til dråber, og det vand bruges til at vande planterne.

Hele systemet drives af en lille vindturbine og et solcellepanel. Vandindvinderen kræver kun et minimum af pasning og vedligeholdelse, når den først er gravet ned i jorden, og det gør den velegnet til praktisk landbrug.

Baggrunden for opfindelsen er dyster. Australien oplever flere og flere langvarige tørkeperioder pga. den globale opvarmning. Det har ødelagt økosystemer, begrænset de vilde dyr og planters udbredelse, udtørret landbrugsjord og fået mange landmænd til at gå fallit. Derfor giver det god mening at udnytte vandindholdet i luften til sidste dråbe.

Temperaturforskel vander planterne med kondens

Vandindsamleren indvinder vand af varm luft ved at nedkøle luften under jorden.

1. Vandindvinderen suger varm luft ind gennem en turbine, som er vinddrevet. Når det ikke blæser, bliver luftindtaget drevet af et batteri, som oplades af et solcellepanel.

2. Den varme luft bliver suget ned i jorden gennem et kobberrør. I to meters dybde er temperaturen typisk 5 grader lavere end ved jordoverfladen, og det gør røret koldt.

3. Kobberrørene har indvendige ribber. Det giver en stor overflade, som nedkøler luften hurtigt. Kold luft kan indeholde mindre vand end varm, og vanddampen i luften bliver derfor afsat som dråber.

4. Dråberne drypper ned i en tank, hvorfra en soldrevet pumpe pumper vandet op og ud gennem en nedgravet vandslange. Herfra siver det ud af små huller og vander afgrødernes rødder.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: