Verdens skarpeste skærm

20 millioner pixels får ny skærm til at ligne virkelighed

1. september 2009

På Sandia National Laboratories i USA har forskere udviklet verdens hidtil skarpeste skærm, som får selv det mest avancerede højdefinitions-tv til at blegne. Skærmen består af 20 mio. pixels og får en opløsning, der er mindst ti gange bedre end de bedste computerskærme. Det betyder, at man nu er så tæt på grænsen for det menneskelige øjes evne til at adskille de enkelte pixels, at øjet i realiteten ikke kan se forskel på skærmbilledet og en scene fra den virkelige verden. Den største udfordring ved den nye skærm har været at skaffe computerkraft nok til at kunne opdatere de mange mio. pixels tilstrækkeligt hurtigt til at undgå et flimrende billede. I en almindelig computer sørger et enkelt grafikkort for at opdatere billedet, men det er ikke nok til superskærmen. Derfor har man teknisk set opdelt skærmen i 16 delbilleder, som hver kontrolleres af fire samarbejdende computere. Det naturtro skærmbillede kræver den samlede kraft fra ikke mindre end 64 computere for at blive dannet. Skærmen skal bruges af forskningscentre, der har behov for at præsentere store datamængder – fx resultatet af en hjerneskanning eller en simulering af en atomprøvesprængning.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: