Hvordan virker en alkolås?

Hvordan virker en alkolås?

Måler en alkolås bilistens promille lige som et alkometer? Og hvordan kan en alkolås forhindre en påvirket bilist i at føre en bil?

8. december 2014

En alkohollås – eller alkolås – virker i princippet på samme måde som de alkoholmålere, politiet er udstyret med, når de stopper bilister og tjekker, om de overholder promillegrænsen.

Forskellen er blot, at en alkolås er forbundet til bilens tænding. Hvis låsen registrerer for meget alkohol i udåndingsluften, kan bilen ikke startes.

En alkolås måler meget nøjagtigt

Rent teknisk skelner man mellem to typer kompakte alkoholmålere, der enten er baseret på en brændselscelle eller på en halvleder.

Alkohol kan virke som brændstof i en brændselscelle, hvor kemisk energi omdannes til en elektrisk strøm. Strømstyrken er proportional med mængden af alkohol i udåndingsluften, som nemt kan omregnes til promillen af alkohol i blodet.

I den anden type alkoholmåler opvarmes et halvledermateriale, der går i forbindelse med luftens ilt. Denne ilt vil dog hellere gå i forbindelse med alkoholen i udåndingsluften fra en påvirket person, og når det sker, falder den elektriske modstand i halvlederen. Det kan registreres og omregnes til en promille.

Begge metoder er meget nøjagtige – usikkerheden ligger i størrelsesordenen 0,05 promille.

En alkolås bliver måske standardudstyr i nye biler

Især i Sverige har alkolåse hurtigt vundet indpas. Mange vognmandsfirmaer og busselskaber har fx installeret dem. Der er ligeledes et forsøg i gang, hvor dømte spritbilister kun får lov til at beholde kørekortet, hvis de installerer en alkolås i deres bil.

På længere sigt er det meget muligt, at en alkolås bliver standardudstyr i alle nye biler.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: