Er det nemt at bryde ind i en bil med fjernbetjent lås?

Vores bil kan låses op med en fjernbetjening. Hvordan sikrer man, at andre fjernbetjeninger ikke også kan låse den op?

1. september 2009

Mange moderne biler har i dag fjernbetjent centrallås. Derfor er bilnøglen udstyret med en lille radiosender, som får sin energi fra et batteri. Radiosenderen har en meget begrænset effekt, men alligevel rigeligt til at kunne låse en bil op på 20-30 meters afstand. I bilen er der skjult en antenne, som modtager en bestemt kode via radiosignalet fra nøglen. Herefter sender antennen signalet videre til det relæ, som styrer bilens centrallås, og dermed bliver bilen låst op. Radiosignalet overfører en kode, som er nøje knyttet til den enkelte bil, og låsen virker først, når den har modtaget koden flere gange med nøje definerede pauser mellem koderne. Det gør det næsten umuligt at knække koden. En moderne kode kan derfor kun brydes, hvis man har specialviden og er i besiddelse af meget avanceret elektronisk udstyr. Derimod var de første elektroniske låse forholdsvis primitive og usikre. Fx kunne nogle låse åbnes med en ganske almindelig fjernbetjening til et tv. Radiosendere i bilnøgler er et relativt nyt fænomen. Ældre fjernbetjeninger opererer ved hjælp af infrarødt lys, og de skal rettes temmelig præcist mod bilen for at virke. Næste generation af elektroniske låse består af et lille kort med en indbygget chip. Så snart man rører bilen med kortet, springer låsen op. Bilen gør samtidig klar til start, og et tryk på en knap er nok til at få den i gang.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: