Hvor sikker er en formel 1-bil?

Formel 1-biler kører over 300 km/t., så det undrer mig, at man ikke oftere hører om dødsulykker. Er formel 1-biler sikrere end andre biler?

1. september 2009

En formel 1-bil er formodentlig den sikreste bil i verden at køre galt i. Det betyder dog langtfra, at uheld på formel 1-banen er ufarlige. Nutidens formel 1-biler kan nå op på omkring 340 km/t. og accelerere fra 0-200 km/t. på kun fem sekunder, og den slags hastigheder stiller meget høje krav til både kørernes reaktionsevner og bilernes konstruktion. I takt med, at teknologien har presset hastigheden i vejret, har formel 1-sporten da også skærpet sikkerhedskravene betydeligt. I dag er kørerne tvunget til at erhverve sig et særligt F1-superkørekort, og de skal bl.a. demonstrere, at de kan komme ind og ud af bilen på få sekunder. Bilernes bremser, sikkerhedsseler og brandsikkerhed er naturligvis i top, men derudover er de udstyret med specialdesignede hjul og ekstra store spejle. Formel 1-bilernes vigtigste sikkerhedsdetalje er dog den såkaldte “survival cell”, en meget brudsikker kasse af kulfiber, der omslutter køreren og benzintanken fuldstændigt. Og ulykkesstatistikken tyder på, at de skærpede sikkerhedsforanstaltninger har haft en effekt. FIA, den internationale automobilføderation, har studeret ulykkerne i formel 1-sporten i årene 1963 til 1999. Undersøgelsen viser, at færre og færre kørere og tilskuere mister livet ved sporten, selv om antallet af ulykker faktisk har været støt stigende i perioden. I årene 1973 til 1977, der var de værste i den undersøgte periode, omkom seks tilskuere, fem kørere og én banemedarbejder. Sikkerheden er dog efterhånden blevet så god, at der ikke er nogen kørere, der har mistet livet siden 1994. Det største problem i dag er faktisk at forhindre, at banernes medarbejdere bliver ramt af løsrevne hjul.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: