Tesla-dræberen

Porsche klar med Tesla-dræber

Med modellen Mission E melder Porsche sig ind i kampen om at lave vilde elbiler. Tyskerne vil slå Tesla af tronen.

8. december 2015 af Babak Arvanaghi

Hastigheden rammer 100 kilometer i timen på mindre end 3,5 sekunder, instrumentbrættet følger øjenbevægelser, og det tager kun et kvarter at lade bilens elmotor op.

Porsches Mission E blev tidligere på året lanceret som konceptbil. Nu sender den tyske producent bilen i produktion.

Elbiler i krig

Porsche har smidt fløjlshandskerne og tager nu kampen op mod Tesla, som indtil nu har siddet tungt på markedet for luksuriøse elbiler. Med Mission E er den tyske sportsvognsproducent klar med en potentiel Tesla-dræber.

Bilen er udstyret med to motorer af samme type, som dem der sad i den Porsche 919 Hybrid, der vandt Le Mans i år. Motoren accelerer ikke kun bilen – den omdanner også varmen, der opstår ved nedbremsninger, til energi.

De to motorer giver tilsammen bilen 600 hestekræfter.

Karosseriet er lavet af en blanding af stål, aluminium og kulfiber.

Bilen har plads til fire passagerer og har tilsvarende fire døre.

Lader hurtigere end andre elbiler

Ved hjælp af Porsches 800-volts-system kan bilen lades 80 procent op på blot 15 minutter. Nuværende systemer er baseret på 400 volt og er derfor væsentligt langsommere. Når Porschen er fuldt opladt kan den køre 500 kilometer.

Bilens opladningssystem er lynhurtigt, og samtidig er der mindre kobber i systemet, end der normalt er i elbiler – det gør Porschen lettere.

Bunden af bilen er lavet i ledende metaller, så den kan også lades op helt uden hjælp af kabler. Det kræver blot, at du får installeret elektrisk ledende plader på dit garagegulv.

Instrumenter følger dine øjne

Instrumentbrættet er bilens mest nyskabende element. Ved hjælp af små kameraer følger det dine øjne og indretter sig, så du hele tiden kan se alle instrumenter – også selv om rattet er i vejen. Billedet flytter sig rundt på en OLED-skærm.

Det futuristiske instrumentbræt følger førerens øjne.

Derudover virker eye-tracking-teknologien også som et styresystem. Du kan navigere rundt i bilens interaktive menuer ved at kigge rundt på valgmulighederne og trykke på en knap på rattet, når den rigtige mulighed er valgt.

Porsche regner med, at de første elbiler ruller af samlebåndet i ca. 2020. Til den tid kan det være, at batterier fungerer meget anderledes end i dag:

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: