X-prize racercars

Racerløb mod fremtiden

Om få år kører vi på arbejde i biler, der næsten ikke sviner, kun skal tankes en gang om ugen, og er næsten lydløse. Det viser resultatet af den seneste X Prize-turnering. 2010’ernes bil er strømlinet, let og kører på alkohol og el.

17. februar 2011 af Henrik Bendix

Fremtidens familiebil ser spøjs ud. Den er kompakt og strømlinet, og hjulene er placeret et stykke væk fra kabinen. Bilen er fremstillet af letvægtsmaterialer, og den vejer derfor mindre end 400 kilo. Den futuristiske bil kører på ethanol, bedre kendt som alkohol, fremstillet af CO2-neutral biomasse. Og vigtigst af alt: Den kan køre over 43 kilometer på en mængde biobrændstof, der svarer til en liter benzin.

The Very Light Car fra firmaet Edison2 er det køretøj, der bedst kan afløse de forurenende biler, vi kører rundt i i dag. Og den kan vel at mærke gøre det med det samme – den er klar til at komme ud i trafikken. For The Very Light Car er ikke bare en tilfældig fremtidsvision, der vises frem på biludstillinger for derefter hurtigt at gå i glemmebogen. Det er en produktionsklar bil, der tilfredsstiller høje krav til sikkerhed og komfort.

Derfor var det The Very Light Car, der fik førstepræmien på hele fem millioner dollars i den konkurrence, som for nylig blev afholdt af en organisation ved navn X Prize. Folkene bag organisationen forsøger at nå teknologiske gennembrud til gavn for menneskeheden, og nu er turen altså kommet til vores biler.

De vilde biler skal være klar til at komme i handelen

Konkurrencens fulde navn er The Progressive Automotive X Prize, idet hovedsponsoren er den amerikanske forsikringsgigant Progressive. Konkurrencens erklærede mål er at inspirere til en ny generation af supereffektive køretøjer, der kan mindske afhængigheden af fossile brændstoffer og nedbringe udledningen af drivhusgasser. Arrangørerne stillede en lang række ganske hårde krav til deltagerne. Det handlede nemlig ikke bare om at konstruere et teknisk vidunder, der kan køre superlangt på en dråbe brændstof eller lidt strøm.

Ambitionerne var endnu større: Det skulle være køretøjer, der var parate til at komme i handelen. De skulle kunne godkendes til at køre på almindelige veje, de skulle være sikre at køre i, de måtte ikke forurene ret meget, og de skulle kunne masseproduceres til en rimelig pris. Desuden skulle deltagerne præsentere en forretningsplan, hvori det blev sandsynliggjort, at de kan fremstille og sælge mindst 10.000 køretøjer om året fra 2014. Det vigtigste krav til køretøjerne var dog, at de kunne køre mindst 100 miles på det, der svarer til en gallon benzin. Det svarer til 42,5 kilometer på literen – cirka dobbelt så meget, som de mest benzinøkonomiske biler hos forhandleren kan klare i dag. Kun lette hybridbiler nærmer sig de tal.

Kun én bil klarede alle strenge krav

I foråret 2009 havde 111 hold fra 11 forskellige lande tilmeldt sig konkurrencen. Forslagene til fremtidens personlige køretøj var vidt forskellige, og mange hold havde forsøgt sig med at modificere eksisterende biler som fx Toyota Prius. Efter det første udskilningsløb i april 2010 var kun 22 hold med i alt 27 køretøjer tilbage. I det næste løb sidst i juni blev flere sorteret fra, så der kun var 12 hold repræsenteret i finalen i september. Efter finaleløbet blev førsteprisen på fem millioner dollars givet til den eneste familiebil, der kunne klare samtlige udfordringer.

The Very Light Car med plads til fire personer og bagage viste, at den kan klare langt mere end de krævede 322 kilometer (200 miles) blandet by- og motorvejskørsel på en optankning – med de krævede 42,5 kilometer på literen. Men der var også penge til to andre hold, for ud over at kåre den bedste familiebil skulle dommerne også finde frem til det bedste alternative køretøj, forstået som en mindre, topersoners bybil (eller pendlerbil) til kortere ture på op til 161 km. Der skulle stadig være tale om “rigtige” køretøjer med lukket kabine, plads til to fuldvoksne mænd, lygter, horn, vinduesviskere, og hvad der ellers hører til en bil.

2 el-biler på andenpladsen

Ligesom familiebilerne skulle de have en fornuftig acceleration og kunne køre over 100 km/t op ad bakke. Altså ingen sæbekassebiler med solceller på taget. To topersoners eldrevne køretøjer vandt 2,5 millioner dollars hver. I den sært udseende, firehjulede Wave II fra Li-ion Motors kan to personer sidde side om side, mens man sidder bag hinanden i den anden vinder, den tohjulede forklædte motorcykel E-Tracer 7009 fra X-Tracer Team Switzerland.

De to elektriske biler kan køre langt mere end de 42,5 kilometer på den mængde energi, der er i en liter benzin. Og man kan undre sig over, at det ikke også var en eldrevet bil, der vandt hovedpræmien på fem millioner dollars. Men det hænger sammen med, at der er grænser for, hvor mange af de meget tunge batterier man kan proppe i en bil. Derfor er det også begrænset, hvor langt en elbil kan køre på en opladning, og det er netop elbilernes akilleshæl.

Fremtiden tilhører el-bilerne

Ingen firepersoners elbil kunne klare X Prize-kravet om en rækkevidde på over 322 kilometer, når det blev kombineret med et krav om en hæderlig acceleration på 0-97 km/t på mindre end 15 sekunder. Elbilerne med plads til hele familien blev simpelt hen for tunge, når rækkevidden skulle være så høj – selv om en af dem var meget tæt på at klare kravene.

Den supereffektive forbrændingsmotor hentede sejren hjem for den ultralette og aerodynamiske The Very Light Car, men det ændrer ikke på, at fremtiden tilhører elbilerne. Konkurrencens resultat viser, at elkøretøjer er aldeles glimrende til de fleste kørselsbehov, men at fremtidens batterier skal have en højere energitæthed og lavere vægt – så elbilerne ikke løber tør for strøm for tidligt.

Et rigtigt godt bud på fremtidens køretøj findes således allerede. Nu er det muligt at køre dobbelt så langt på literen, som vi gør i dag. Spørgsmålet er bare, om vi er villige til at skifte holdning til, hvordan en bil skal se ud og være indrettet.

Tema

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: