Electric car

Vi skal køre på ren elektricitet

Personbilen er kommet for at blive, så selv om vi styrker den kollektive trafik, er det nødvendigt at finde tekniske løsninger, som gør bilen miljøvenlig. Her er elbilen det bedste bud.

23. november 2009 af Ib Salomon

Du kommer hjem fra arbejde og sætter med det samme din bil til opladning. Næste morgen er den fuldt opladet, for i løbet af natten har automatikken været i sving og sørget for, at bilen er blevet tanket op med strøm fra vindmøller i de sene nattetimer, hvor forbruget i det øvrige samfund er lavt, og prisen dermed i bund.

Til gengæld solgte bilens batteri en del strøm til nettet i de tidlige aftentimer, da prisen var høj. Fordelen er soleklar – i bedste fald kan du ligefrem tjene penge, mens bilen står parkeret i carporten.

Foreløbig er der tale om en vision, men ifølge klimaforskerne er det klogt at satse på elbiler, for det er en af de bedste metoder til at nedbringe trafikkens CO2-belastning.

Kun 20-25 procent energi går til kørsel

I dag kører næsten alle biler på benzin eller diesel, og årsagen er indlysende: Det er svært at hamle op med et flydende brændstof som benzin, fordi dets energitæthed er så høj. Til gengæld er vores benzindrevne biler ikke ret gode til at udnytte energien. Kun 20-25 procent af den går til selve kørslen, mens resten går tabt som varme.

En elmotor er 3-4 gange mere effektiv og vil alene af den grund skåne klimaet. Men netop fordi den kører på elektricitet, er der gode muligheder for at gøre den helt CO2-neutral, da strømmen kan hentes fra en række vedvarende kilder – lige fra vandkraft til solceller.

Det svage punkt

Batterierne er stadig elbilernes svage punkt. De er for store og for langsomme at oplade, og de indeholder ikke nok energi. Men der forskes intensivt i at løse problemerne. Fx har forskere ved Massachusetts Institute of Technology i USA udviklet prototypen på et batteri, der oplades 100 gange hurtigere end de nuværende. Det svarer til, at en bil vil kunne oplades på fem minutter i stedet for de otte timer, det kan tage i dag.

Når batterier af denne kaliber bliver tilgængelige, åbner der sig helt nye perspektiver. Et fuldt opladet batteri kan sagtens indeholde 2040 kilowatttimer eller nok til at forsyne en almindelig husholdning med strøm i flere dage. Ved at blive forbundet til et stort elektrisk netværk kan elbilerne komme til at fungere som buffer og kraftreserve, så de ikke bare er et nyt aktiv for de enkelte ejere, men også for samfundet som helhed.

Mere transport

Med flere mennesker og højere levestandard i verden vil transporten stige markant i de kommende årtier. Og forureningen vil følge med, hvis vi ikke handler nu. I løbet af de sidste 15 år er CO2-udslippet fra trafikken steget med 37 procent. Alligevel er der grund til optimisme.

Fx er det lykkedes at vende udviklingen i Japan, hvor trafikkens CO2-udslip er faldet med syv procent fra 2001 til 2007, især pga. skærpede krav til bilfabrikkerne. Og får vi for alvor gang i udskiftningen af benzinbiler med elbiler, kan vi i princippet gøre biltrafikken helt CO2-fri.

Dette mål vil tage flere årtier at nå, men det er realistisk at sige, at trafikken til lands kan halvere sit CO2-udslip på 25 år.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: