Bomstærk ballon skal være himlens godstog

Boeing udvikler nyt luftskib til at fragte gods i øde egne af kloden.

1. september 2009

I 2012 sender den amerikanske flyproducent Boeing et knap 100 meter langt og 36 meter højt luftskib til himmels. Fartøjet, som er under udvikling i samarbejde med det canadiske firma SkyHook International, skal bruges til at fragte gods til og fra afsides egne, fx Antarktis eller den brasilianske regnskov, på en billig og miljøvenlig måde. Ballonlegemet skal fyldes med helium, som bærer fartøjets egenvægt oppe. På hver side af luftskibet sidder der desuden to rotorer, som skal løfte den op til 40 tons tunge last, der hænger i en sele under luftskibet. Med en rækkevidde på 370 kilometer på én optankning vil luftskibet være velegnet til godstransport i utilgængelige egne, hvor der ikke er veje, og hvor det både miljømæssigt og økonomisk vil koste dyrt at udvikle infrastrukturen. Boeing forestiller sig, at særligt firmaer, der beskæftiger sig med minedrift, olie- og gasudvinding og konstruktion vil efterspørge fartøjet. Foreløbig er det planen at producere 50-60 eksemplarer af det nye luftskib, der er døbt JHL-40. Også i Europa har der tidligere været planer om at udvikle et moderne luftskib til godstransport, den såkaldte Cargolifter, der skulle kunne løfte 160 tons. I 2002 gik den tyske virksomhed bag projektet imidlertid konkurs, og det ambitiøse projekt blev skrinlagt. I stedet er det nu JHL-40, der står til at skulle genoplive de store luftskibes æra. I 1920’erne og 1930’erne forbandt gigantiske luftskibe, de såkaldte zeppelinere, Europa og Amerika som en slags flyvende oceandampere, men med den tyske Hindenburgs tragiske brand i 1937 blev der sat foreløbigt punktum for luftskibene.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: