Aerion AS2

Nyt overlydsfly krydser Atlanten på lidt over fire timer

Snart kan verdens superrige igen krydse kontinenterne med overlydshastighed. Det nye overlydsfly Aerion AS2 vil skære næsten tre timer af rejsetiden fra Europa til USA.

19. oktober 2015 af Jesper Bindslev & Mikkel Meister

Siden Concorden satte landingshjulene på jorden for sidste gang i 2003, har verdens rigeste måttet nøjes med at flyve med samme hastighed som os andre. Men det bliver der lavet om på, når det nye overlydsfly Aerion AS2 efter planen går på vingerne i 2019.

Flyet er en supersonisk businessjet, der har plads til 12 heldige passagerer. Med en pris på 120 mio. dollars er flyet henvendt til en meget snæver kundegruppe, der kan se frem til at flyve fra alle andre passagerfly. Flyvetiden fra Paris til New York bliver fx kun lidt over fire timer.

Aerion AS2 er langt mere økonomisk end Concorden

Aerion AS2 får en topfart på mach 1,6, der svarer til 1960 km/t. Dermed er det nye overlydsfly en smule langsommere end Concorden, der kunne nå op på 2200 km/t., men til gengæld bruger det væsentligt mindre brændstof.

Hemmeligheden bag den gode brændstoføkonomi er det særlige vingedesign. Mens Concorden havde såkaldte deltavinger, der gav hele flyet en trekantet form, står det nye flys vinger næsten vinkelret på flykroppen, og det minimerer turbulensen omkring vingerne betydeligt.

Lydmursbrag bliver til en svag rumlen

Firmaet, der udvikler Aerion AS2, har også et bud på, hvordan de berygtede lydmursbrag kan begrænses. Ved de rette atmosfæriske forhold er det nemlig muligt at gennembryde lydmuren på en måde, så folk på jorden kun hører en rumlen som fra et fjernt tordenvejr. Det skyldes, at chokbølgen, der opstår, når flyet gennembryder lydmuren, reflekteres af et lag med varm og tæt luft i atmosfæren.

Flyet udvikles af firmaet Aerion Corporation i samarbejde med den store europæiske flyproducent Airbus og den amerikanske rumfartsorganisation NASA.

Læs meget mere om Aerion AS2 i artiklen herunder.

Aerion AS2 forkorter rejsetiden

Paris-New York Almindeligt passagerfly.....7 t. 1 min. Aerion AS2........................4 t. 14 min.

New York-Los Angeles Almindeligt passagerfly.....4 t. 45 min. Aerion AS2........................3 t. 52 min.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: