Er Air Force One beskyttet mod missiler?

Efter den 11. september er der meget fokus på terror. Men hvor sikkert er den amerikanske præsidents fly egentlig? Er det for eksempel i stand til at modstå et missil?

1. september 2009

Air Force One er utvivlsomt verdens sikreste fly. Hverken det nuværende Air Force One eller dets forgængere har nogen sinde haft en ulykke. Præsidentflyet er blandt andet udstyret med “nødblus” – små glødende fyrværkerikugler – der kastes ud under maskinen i tilfælde af et angreb, og som tiltrækker et varmesøgende missil, så det ikke rammer selve flyet. En anden sikkerhedsforanstaltning er elektroniske støjsendere, som kan blokere et fjendtligt jagerflys radar. Der findes helt sikkert andre højteknologiske forsvarssystemer om bord på Air Force One, men af gode grunde afslører det amerikanske luftvåben nødigt særlig meget om dem. Trods de mange avancerede forsvarssystemer er præsidentens maskine ikke 100 procent sikker, og den kan være sårbar over for terror. For eksempel kan en enkelt mand på jorden affyre et jord til luft-missil, der nemt kan skyde et luftfartøj ned, og det kan intet fly beskyttes fuldstændigt imod. I øvrigt er Air Force One i virkeligheden to fly, så mindst et altid er operationsklart. Der er tale om specialbyggede Boeing 747-maskiner – populært kaldet jumbojet – der kan flyve 1000 km/t. Når præsidenten rejser, forvandles flyet i princippet til Det Hvide Hus på vinger. Med om bord er også affyringskoderne til det amerikanske atomarsenal. I realiteten kan tredje verdenskrig udkæmpes fra flyets kommandocentral, blandt andet fordi alt elektronisk udstyr er beskyttet af særlige materialer, der afleder elektromagnetiske forstyrrelser fra atombombesprængninger.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: