Hvor hurtigt kan en helikopter flyve?

Hvorfor er helikoptere ikke nær så hurtige som fly, og hvad er det hurtigste, en helikopter har fløjet?

1. september 2009

Helikopterens styrke og svaghed er dens rotor. En rotor er en roterende vinge, og når den drejer, opstår der undertryk på dens overside. Det skaber den nødvendige opdrift. Takket være rotoren kan helikopteren starte og lande lodret, stå stille i luften og bevæge sig både sidelæns og baglæns. Manøvrer, der er umulige i et fly med faste vinger. Men rotorens hurtige rotation stiller samtidig ekstreme krav til konstruktionen, for der er store kræfter på spil. En Sikorsky S61, der er en meget udbredt helikoptertype, har fx fem rotorblade af aluminium, som alle er 9,9 meter lange og vejer ca. 90 kg. Under flyvning drejer bladene over 200 omgange i minuttet. Ude i spidsen af rotorbladene er farten oppe på mere end 700 km/t., og pga. centrifugalkraften trækker rotorbladene i rotorakslen med ikke mindre end 22 tons. Og nok skal rotoren dreje hurtigt, men den må aldrig dreje så hurtigt, at bladene gennembryder lydmuren. Det sker, hvis rotorbladenes spidser når op på ca.1200 km/t. Så opstår der nemlig farlige svingninger i bladene. Der er altså en fysisk grænse for, hvor hurtigt en helikopter kan flyve. Verdensrekorden er derfor “kun” 400 km/t., og den blev sat af en helikopter af typen Westland Lynx i 1986. Normalt flyver helikoptere dog højst 250 km/t. Der er også grænser for, hvor højt en helikopter kan flyve. Populært sagt må luften ikke være for tynd, da den så ikke kan bære helikopteren. Derfor kan man ikke sætte helikoptere ind ved redningsaktioner i meget høje bjerge.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: