Hvorfor laver jagerfly sådan en voldsom støj?

Hvorfor larmer jagerfly mere end almindelige trafikfly – hvis de var mere lydløse, ville de jo være sværere at opdage?

1. september 2009

Militære kampfly, også kaldet jagerfly, larmer utroligt meget. Det skyldes, at deres jet-motorer, der er såkaldte gasturbiner, er optimeret til at yde en meget stor kraft. I motorens forbrændingskamre bliver en blanding af brændstof og luft brændt af under tryk. Det er i første omgang denne forbrændingsform, der er temmelig støjende. På det punkt ligner jagerflyets motorer dog i princippet almindelige passagerflys, der som bekendt også støjer en del. Men jagerflyets motorer er udstyret med en ekstra anordning, en såkaldt efterbrænder. Efterbrænderen fungerer som et supplement til den almindelige afbrænding af brændstof i motorens forbrændingskamre. Med efterbrænderen slået til brænder motoren brændstof af direkte i udstødningen. Det giver ekstra kræfter, men laver samtidig en betydelig ekstra støj. Den større motorydelse kan være afgørende fx i en luftkamp eller ved start fra den korte startbane på et hangarskib. Til gengæld stiger brændstofforbruget ganske voldsomt, og derfor kan efterbrænderen kun være slået til i kort tid ad gangen. Et F-16 fly brænder fx omkring 500 kg ekstra brændstof af i minuttet med efterbrænderen slået til. Hvis et jagerfly skulle gøres mere lydløst, ville meget motorkraft gå tabt i støjdæmpningen. Støj og motorkraft hænger nemlig sammen. Men faktisk er støjen slet ikke noget militært problem. Jagerfly flyver nemlig hurtigere end lyden og når altså frem til målet uden at blive hørt, inden de er passeret igen. I øvrigt er det ikke lyden, der røber flyet, men radarer, der fungerer på hundreder af kilometers afstand. Derfor ofrer flyfabrikanterne langt flere kræfter på at gøre jagerfly radar-usynlige end lydløse.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: