Kan et fly lette lodret?

En helikopter kan starte og lande på meget lidt plads. Hvorfor kan man ikke bare bygge et fly, som kan lette lodret?

1. september 2009

Helikopterens styrke er bl.a., at den kan starte og lande lodret. Til gengæld kan den ikke flyve særlig stærkt. Det kan derimod et fly, så det er fristende at udvikle en krydsning, og det er da også forsøgt adskillige gange, om end med vekslende held. Første gang var i 1951, da den amerikanske flåde testede et propelfly, der kunne starte og lande lodret fra dækket på et skib. Forsøget blev opgivet, fordi flyet var for farligt. Senere fulgte i 1957 bl.a. forsøg med jetfly, der startede og landede lodret. Også de forsøg blev droppet, men der forskes stadig i jetfly, der kan lette og lande lodret. Et af de mange problemer er at bevare opdriften i den kritiske fase, hvor man går fra at flyve lodret til at flyve vandret. Efterhånden er det dog lykkedes at udvikle flytyper, hvor det kan ske hurtigt og sikkert, og derfor vil vi i de kommende år se flere og flere af disse krydsninger. Sådan en krydsning kaldes en tiltrotor, og bl.a. firmaet Bell/Agusta regner med at levere sine første tiltrotorer i løbet af i år. Flyet hedder BA 609 og kan flyve dobbelt så hurtigt som en helikopter. Det tager ca. 20 sekunder at omstille BA 609 fra at flyve lodret til at flyve vandret. Også helikopterfabrikanten Bell Boeing er klar med en tiltrotor, både til civilt og militært brug. Den kaldes V-22 Osprey, har en rækkevidde på 4000 kilometer og kan nå en topfart på mere end 550 kilometer i timen.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: