nb_u29 Overlydsfly

Superjet skal flyve fra New York til London på tre timer

Det nye jetfly Spike S-512 skal flyve hurtigere end lydens hastighed. Virksomheden bag de ambitiøse flyplaner har netop afsløret nogle ændringer af flyets vinger og haleror, som vil gøre det endnu mere aerodynamisk.

15. juli 2015 af Malene Breusch Hansen

En tophastighed på ca. 2000 km/t. Det kan verdens hurtigste kommercielle passagerfly opnå, når ingeniørerne fra den amerikanske flyproducent Spike Aerospace er færdige med at bygge det.

Hastigheden svarer til mach 1,6 – det er 1,6 gange lydens hastighed, der er 340 meter i sekundet. Med den hastighed kan flyet klare den 5550 km lange rejse mellem New York til London på tre timer.

Nye vinger sparer brændstof

Virksomheden præsenterede ideen til deres overlydsjet Spike S-512 i 2013, men siden da har planerne for, hvordan flyet kommer til at se ud, ændret sig meget.

Spike Aerospace har netop afsløret en række ændringer, som vil få Spike S-512 til at flyve endnu bedre.

Den største ændring finder man i designet af flyets vinger, der nu er mere aerodynamisk udformet, så flyets ydeevne bliver bedre både ved lavere hastighed og ved overlydsfart. Dermed er brændstofforbruget lavere og flyets rækkevidde større.

Lydmursbraget bliver mindre

Også flyets hale har fået en tur og er blevet mere aerodynamisk. Det gør bl.a. flyet lettere at styre ved de ekstremt høje hastigheder, så det flyver mere stabilt.

Ændringerne reducerer også det lydmursbrag, som opstår, når flyet flyver passerer lydens hastighed.

Den hurtige jet er primært målrettet virksomheder, der vil kunne klare forretningsrejser til andre verdensdele på én enkelt dag.

Spike får baghul

Hvis flyingeniørerne får deres hedeste drømme opfyldt, bliver Spike S-512 dog fløjet agterud. I stedet for supersoniske fly, som fx Spike S-512, vil de skabe hypersoniske fly – maskiner, der farer gennem luftrummet med mere end fem gange lydens hastighed:

Spike S-512

  • Tophastighed på ca. 2000 km/t.

  • Flyver med mach 1,6 – det er 1,6 gange lydens hastighed

  • Flyver ca. 725 km/t hurtigere end verdens nuværende hurtigste kommercielle passagerjet

  • Plads til op til 18 passagerer

  • Klarer turen fra New York til London på tre timer

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: