Hyperloop top

Prototype af Hyperloop svæver for første gang

Drømmen om et transportmiddel, der kan køre 1200 km/t, er kommet et skridt tættere på virkeligheden. En flok studerende har netop fået deres model til at svæve vha. supermagneter.

26. oktober 2016 af Karine Kirkebæk

I fremtiden skal strækningen mellem Los Angeles og San Francisco kunne tilbagelægges på blot 35 minutter på landjorden.

Det er ambitionen for den såkaldte Hyperloop. Et lyntog med en tophastighed på 1220 km/t, der drøner igennem et rør uden modstand og er drevet frem af magnetisme.

Og nu er det lykkedes for et hold studerende fra University of Cincinnati for første gang at få deres prototype på 4,2 meter til at svæve 0,63 cm over jorden.

Elon Musk er hjernen bag

Holdet er med i en storstilet konkurrence, som SpaceX med Elon Musk i spidsen står bag. SpaceX udvikler ikke selv et Hyperloop-tog, men de har bygget en testbane i Hawthorne i Californien til at afprøve modeller af konceptet .

I alt er 1200 hold registrerede i konkurrencen om at udvikle den bedste udgave af Hyperloop. Og alle holdene – også de studerende fra Cincinnati – arbejder hen mod den 27. til 29. januar 2017.

Her afholdes en “konkurrence-weekend”, hvor de 29 bedste af holdene skal afprøve deres modeller på den 1,6 km lange testbane.

Svæver på supermagneter

Hyperloop-konceptet bygger på, at togets passagerkapsler skal glide hen over skinnerne i et rør, hvor både tryk og modstand er lav.

Toget har stærke supermagneter på undersiden, som holder toget svævende pga. et magnetfelt mellem kapslen og strømspoler, der er placeret i sporet.

Solpaneler på rørene skal sikre energi til transportsystemet.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: