Rocket  Aussie Invader

Raketter på hjul vil sætte nye fartrekorder

For 13 år siden brød et køretøj for første gang lydmuren med en topfart på1228 km/t. Nu kappes et britisk, et amerikansk og et australsk team om at slette den gamle rekord. To af dem vil tvinge deres kørende raket op på hele 1000 miles eller 1609 km/t.

28. september 2010 af Ib Salomon

Oplevelsen bliver kort, men uhyre intens. Og farten svimlende. Med 447 meter i sekundet vil selv den mindste fejl være livsfarlig. Men så hurtigt skal det gå, hvis rekorden skal i hus. Mange har prøvet at køre 160 km/t på en motorvej. Men nu vil et australsk og et britisk team køre ti gange så stærkt og dermed sprænge den nuværende hastighedsrekord på land. Den blev sat af jagerpiloten Andy Green i 1997, da det lykkedes ham at nå op på 1228 km/t i det jetdrevne køretøj ThrustSSC. Ikke alene satte Green rekord – han blev også den første, der brød lydmuren i et køretøj.

Aussie Invader er navnet på den bil, det australske team er godt i gang med at bygge. Bil er i den forbindelse en noget misvisende betegnelse, for Aussie Invader er nærmere et missil på hjul. Det syv meter lange køretøj er relativt enkelt i sin konstruktion, hvilket er Aussie Invaders store styrke, mener teamets leder, den 59-årige Rosco McGlashan. Ikke overraskende er han sikker på, at Aussie Invader med ham i cockpittet vil vinde kappestriden om først at nå op på 1000 miles i timen. Han har fra drengeårene været besat af fart og bærer i forvejen titlen som Australiens hurtigste mand, efter at han i 1996 nåede op på 1026 km/t.

Aussie Invaders fire raketmotorer leverer så meget power, at bilen vil kunne accelerere fra 0 til 1609 km/t på sølle 19 sekunder – “stort set samme tid, som det tager at binde sit snørebånd,” som Rosco McGlashan tørt bemærker.

Udstyret med både jet og raket

Men McGlashan får kamp til stregen af britiske Bloodhound SSC, der er spids som en blyant og ifølge Bloodhound-teamet vil være hurtigere end et projektil fra en Magnum 357. Projektet blev lanceret i 2008 og ledes af Richard Noble, mens den 46-årige jagerpilot Andy Green, indehaveren af den nuværende rekord, har lovet at sidde bag rattet.

Når den britiske bil accelererer, vil Green blive udsat for 2,5 g, og under nedbremsningen når g-påvirkningen helt op på 3,5 g. Men først skal briterne finde en strækning at accelerere på. Man har søgt over hele Jorden for at finde et perfekt fladt stykke på mindst 16 kilometer, og man mener nu at have fundet det ideelle sted: Hakskeen Pan i Sydafrika, en stor, flad slette af tørt mudder. Det britiske team har valgt at udstyre Bloodhound SSC med både en jetmotor og en raketmotor. Planen er at accelerere ved hjælp af jetmotoren og derefter slå raketmotoren til. Ifølge beregningerne vil den efter 42,5 sekunder have bragt bilens fart op på 1000 miles i timen.

Udsender 20 meter lang flamme

Det tredje team, som intenst jagter den nye hastighedsrekord på land, kommer fra USA og Canada, og holdet ser meget optimistisk på deres chancer, efter at de testede deres North American Eagle i foråret. Deres ambitioner er dog knap så høje som briternes og australiernes. De vil “kun” presse deres køretøj op på 800 miles i timen, svarende til 1287 km/t.

Det er nok til at slå rekorden, for reglerne fra FIA (Fédération Internationale de l’Automobile) siger, at en ny rekord kan anerkendes, hvis den gamle bliver overgået med mindst 1 procent, i dette tilfælde altså med mindst 13 km/t.

Teamet bag North American Eagle begyndte allerede i 2005 at teste bilen, som er bygget op omkring kroppen på et F-104 Starfighter, det første jagerfly, som kunne klare to gange lydens hastighed.

North American Eagle er designet til relativt langsomt at komme op i fart. Alligevel sluger motoren under accelerationen 38 liter brændstof i sekundet, og den vil udspy en over 20 meter lang flamme.

Skulle bremserne svigte, findes der en plan B. For enden af banen bliver der opsat et kraftigt net i stil med dem, der findes på hangarskibe, hvor de kan fange et fly under landing. Nettet kan bringe North American Eagle til standsning, blot farten ikke overstiger 480 km/t.

Alle tre team er altså i fuld gang med forberedelserne, men hvornår deres biler er klar til rekordforsøget, er et åbent spørgsmål. Ingen af holdene ønsker at sætte dato på, men både det britiske og det australske team har dog meddelt, at de håber at være klar næste år.

Ud over en række tekniske udfordringer slås alle tre team med mangel på sponsorer og dermed penge, for det er dyrt at bygge og teste køretøjerne. Det australske hold regner fx med at bruge 20 millioner kroner, hvoraf en fjerdedel går til brændstof. Arbejdskraften leveres i alle tre projekter af frivillige, som ofrer ferier og weekender på at bygge bilerne.

Meget af arbejdet kræver specialviden, og hele tiden opstår der nye udfordringer. En af dem er at konstruere hjul, der kan tåle de enorme belastninger. Fx vil hjulene på den britiske Bloodhound rotere mere end 10.000 gange i minuttet. Luftmodstanden er en anden stor barriere. Den kan i værste fald løfte køretøjet, så det ligefrem letter fra jorden. Derfor konstrueres bilerne med finner, der populært sagt skal holde dem på jorden.

Den største udfordring bliver dog den chokbølge, bilerne opbygger foran sig, når de nærmer sig lydens hastighed. Bølgen kan både påvirke køretøjets stabilitet og gøre underlaget, det kører på, blødere. Mødet med lydmuren er et velbeskrevet fænomen i fly men af gode grunde ikke særligt godt beskrevet for kørsel. At bremse de muskuløse køretøjer er også noget af en opgave. Man kan ikke bare slå motoren fra, for så udsættes føreren for alt for store g-kræfter, så farten skal langsomt ned. Alle tre biler er forsynet med bremsende faldskærme.

Katapultsæder hjælper ingenting

Lykkes det at sætte ny rekord, er en ting sikker: Andre vil forsøge at overgå den. Fx har amerikaneren Waldo E. Stakes bebudet, at han stræber efter at nå mach 2, altså det dobbelte af lydens hastighed, svarende til mere end 2200 km/t.

Foreløbig er ambitionen dog “kun” at nå de 1000 miles i timen, men selv med den fart vil den mindste konstruktionsfejl eller den mindste forhindring på banen være fatal. Mister føreren først kontrollen over køretøjet, har han næppe mange chancer, og konstruktørerne er derfor blevet spurgt, hvorfor de ikke indbygger et katapultsæde i deres køretøj ligesom i et jagerfly. Svaret er, at det ikke vil nytte. Et sæde kan ikke skyde føreren så højt op, at han kan lande sikkert, og ruller bilen rundt, kan føreren risikere at blive skudt i en helt forkert retning.

Ud over sponsorer og dygtige konstruktører kræver det altså også stort personligt vovemod, hvis det skal lykkes at sætte helt nye standarder for, hvor hurtigt vi kan bevæge os på hjul.

Tema

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: