hangarskib_landing

Hangarskibe får en ansigtsløftning

Takket være ny teknik kan hangarskibet til det 21. århundrede sende flyene hurtigere og nemmere på vingerne. Samtidig har verdens største krigsskibe fået endnu flere muskler.

31. august 2009 af Jan Aagaard

Hvor er hangarskibene? Sådan har standardspørgsmålet fra den siddende amerikanske præsident lydt gennem de seneste 70 år, så snart der har været optræk til internationale konflikter eller militære trusler mod USA.

Hangarskibenes opholdssted er så afgørende, fordi disse skibe er de vigtigste brikker i det amerikanske forsvar. Det gælder specielt de såkaldte supercarriers af Nimitz-klassen. De blev introduceret i 1970’erne, hvor de satte en ny standard for hangarskibes størrelse og slagkraft.

Men nu er Nimitz-klassens tid ved at være forbi. Trods løbende opgraderinger har skibene nogle teknologiske mangler, som gør, at de ikke vil være i stand til at opfylde de fremtidige krav fra militære og politiske beslutningstagere. USA er derfor gået i gang med at bygge en helt ny generation af supercarriers kaldet CVN-21 – en henvisning til, at det er hangarskibe skabt til det 21. århundrede. De nye skibe bliver mere effektive og får et mindre mandskab, men vil alligevel kunne sende flere fly på vingerne.

Det første skib får navnet USS Gerald R. Ford efter den tidligere præsident, som i øvrigt var ved magten, da det første skib af Nimitz-klassen blev leveret i 1975. Mere end fem års forberedelser har ført til, at kølen til USS Gerald R. Ford lægges inden udgangen af 2009. Hvis alt går vel, er skibet klar til levering i 2015, hvor det skal afløse USS Enterprise, der lægges op efter mere end 50 års tjeneste.

Den nye generation af hangarskibe bliver på omtrent samme størrelse som Nimitz-klassen, og ved første øjekast vil de ligne dem meget. Men under dæk er der en lang række nyudviklinger, som vil gøre skibene til endnu mere effektive kampmaskiner. Foruden ny teknologi og nyt design har de en så fleksibel udformning, at det vil være muligt at holde det enkelte skib løbende opdateret med det nyeste udstyr i de kommende årtier.

Takket være teknologien kan besætningen reduceres, ligesom skibene kan klare sig med mindre vedligeholdelse. Begge dele reducerer driftsomkostningerne markant, hvilket har været et krav fra den amerikanske flådes side.

En af de mest markante ændringer befinder sig dybt nede i skibets indre, hvor to nye atomreaktorer skal producere energi til fremdriften og til de mange elektriske systemer. Den nye type reaktorer kaldet A1B har kerner med en højere energitæthed og kan derfor levere over dobbelt så meget kraft som de gamle.

Der bliver brug for den øgede kapacitet, da skibene får en lang række nye elektriske indretninger. Således drives flere energitunge systemer i dag ved hjælp af damp eller hydraulik. Det gælder blandt andet de dampdrevne affyringsramper til fly. De bliver i fremtiden elektriske, og det samme gælder det hydrauliske udstyr, der bruges til at indfange og bremse flyene ved landing. Da også pumper, opvarmning og en række faciliteter i de store køkkener i fremtiden skal køre på elektricitet, kan der spares omkring 10 kilometer damprør.

Formel 1-inspiration på dækket

Også på dækket sker der ændringer, hvor den mest synlige er, at den tårnlignende overbygning kaldet øen bliver rykket cirka 30 meter agterud. Den ekstra plads på dækket gør det muligt at samle alle de servicefunktioner, som gennemføres på flyene mellem de enkelte missioner, på ét sted. Mens besætningen i dag er nødt til at flytte flyene rundt, vil man i fremtiden kunne klare inspektion, montering af våben, påfyldning af brændstof og så videre på den samme standplads – i lighed med, hvad der kendes fra Formel 1. Sammen med forbedret våbenhåndtering og de nye systemer til affyring og bremsning af fly betyder det, at skibene i Gerald R. Ford-klassen kan sende op mod en tredjedel flere missioner af sted pr. døgn, end dagens hangarskibe formår. En del af disse missioner vil formentlig blive gennemført med ubemandede fly. Som noget nyt er den nye klasse af skibe nemlig forberedt til at håndtere førerløse fly. Det kræver avanceret udstyr – hvoraf noget ikke er udviklet endnu – at dirigere ubemandede fly ned på det relativt lille dæk på et hangarskib.

Ubemandede fly bruges allerede i USA’s hær og luftvåben, og de ventes at komme til at spille en endnu større rolle fremover, da man kan spare store udgifter til at uddanne og lønne piloter. Endvidere vejer ubemandede kampfly generelt mindre end bemandede, ligesom de har en bedre brændstoføkonomi.

Til brug for hangarskibe skal der imidlertid udvikles en særlig udgave af de førerløse fly. Blandt andet skal de forstærkes for at kunne tåle belastningen ved start og landing. I øjeblikket er flere flyfabrikker i gang med arbejdet, og en prototype af flyet blev præsenteret i slutningen af 2008. De første testflyvninger forventes gennemført i løbet af i år, men der vil gå yderligere mindst ti år, før flyet bliver taget i brug på de amerikanske hangarskibe.

Skibe bliver langtidsholdbare

Der er dog tid til at vente, for USS Gerald R. Ford og de andre skibe i klassen bygges til at gøre tjeneste i mindst et halvt århundrede. Med det lange tidsperspektiv skal de også kunne modstå fremtidens trusler. Eksempelvis ventes våben, der er styret ved hjælp af gps og andre navigationssystemer – såkaldte smart weapons – at komme til at spille en større rolle. Ingeniører og designere lægger derfor meget vægt på at indrette skibene så fleksibelt, at man i løbet af det næste halve århundrede løbende vil kunne opgradere dem med de nyeste teknologier.

Det kræver blandt andet, at vægten holdes så lav som muligt. Derved vil der være bedre plads til at installere nyudviklinger. Et vigtigt element i slankekuren har været en reduktion i antallet af hangarer fra tre til to, ligesom man i samme forbindelse har fjernet en af de tre flyelevatorer, der findes på Nimitz-klassen.

Den forenklede indretning gør sammen med overgangen til rent elektriske systemer, at skibene i Gerald R. Ford-klassen ikke behøver nær så stor en besætning. Den amerikanske flåde vurderer, at man kan klare sig med omkring 1000 mand mindre end i dag.

Der bliver også færre værftsbesøg. I forvejen skal atomdrevne skibe kun “tankes op” én gang i løbet af 50 år, og man regner med, at Gerald R. Ford-skibene kan sejle i mere end tre år imellem hvert serviceeftersyn mod halvandet år i dag. Dermed vil der også være større sandsynlighed for, at de er til rådighed, når spørgsmålet lyder fra den amerikanske præsident: “Hvor er hangarskibene?”

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: