Katamaran-færge sejler 110 km/t.

Overfartstiden på Den Engelske Kanal mellem Caen og Portsmouth bliver halveret

1. september 2009

Søfarten er nu klar med sit modstykke til flytrafikkens Concorde. Ikke blot i udseende, men også i sin præstation fortjener hurtigfærgen BGV S120 sammenligning med Concorden. Passagerfærgen skyder en fart på 110 km/t. og er bestilt til at sejle over Den Engelske Kanal. Her vil den halvere overfartstiden fra seks til tre timer. Færgen har et langt og smalt hovedskrog, der stabiliseres af en ponton i hver side. Den aerodynamiske form gør færgen yderst søstærk, så den kan gå til søs i vejrforhold, der holder andre højhastighedsfærger i havn. Konstruktionen sørger også for, at BGV S120 ligger højt i vandet, hvilket gør den i stand til at sejle på lavt vand – endda ad større floder. Med fire kraftige flyvemaskineturbiner har hurtigfærgen en samlet motorkraft på 70.000 hestekræfter. Det er mere end dobbelt så meget som færgerne fra København mod Helsingborg og Oslo. Det franske firma BGV High Speed Craft, der står bag katamaranen, er også i gang med at udvikle en fragtversion, der dog ikke kan skyde en helt så stor fart som passagerfærgen. Færgerne på ruten mellem Caen i Frankrig og Portsmouth i England koster op mod 400 millioner kroner stykket, og de ventes at være klar til deres jomfrusejlads i 2006.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: