nb_sciencethisweek

Seneste nyt fra de internationale forskningsmedier – uge 50

Kunstig hud kan føle · Gammastråling bag massedrab · Hologram du kan røre ved · Fremtidens elevator svæver i luften · Polske vampyrer havde kolera.

10. december 2014 af Carsten Nymann
  • Kunstig hud er varm og kan føle Selv om forskerne bliver bedre til at udvikle kunstige lemmer, der bevæger sig som den ægte vare, føles lemmerne stadig kunstige. Nu har sydkoreanske forskere udviklet en ny type kunstig hud, som ikke blot er varm og føles som rigtig hud, men også giver bæreren følelsen tilbage i fingrene. Huden er pakket med fintfølende sensorer i silicium, hvis sanseindtryk sendes til hjernen via et sæt elektroder i platin. Kilde: Nature Communications

  • Gammastråling bag massedrab En af universets største trusler – et gammaglimt – kan have medført masseudryddelser på Jorden for milliarder af år siden, konkluderer en ny rapport. Gammaglimt er en eksplosion af højfrekvent, elektromagnetisk stråling, som på sekunder kan udspy lige så meget energi, som Solen vil udstråle i al dens levetid. Gammastråler kan forstyrre atmosfærens kemi og helt udslette Jordens beskyttende ozonlag. Kilde: Physical Review Letters

  • Nyt hologram kan berøres Selv inden for science fiction er hologrammer vanligvis transparente billeder. Nu har universitetet i Bristol, England, nærmest overhalet fantasien og skabt et hologram, som kan berøres. Forskerne bruger ultralyd til at manipulere med luften, så den former et tredimensionelt billede, og små vibrationer skaber fornemmelsen af at føle hologrammet. Med teknologien vil fremtidens læger fx kunne mærke på organerne ved en CT-skanning. Kilde: ACM Transactions on Graphics

Ultralyd omarrangerer luftens molekyler, så de danner en tredimensionel figur, der kan mærkes. Foto: University of Bristol

  • Fremtidens elevator svæver i luften Allerede i 2016 vil den tyske teknologivirksomhed ThyssenKrupp teste en ny type elevator, der ikke hænger i kabler, men svæver på et magnetfelt. Teknologien ligner den, der anvendes i såkaldte maglev-tog. Elevatoren og skakten vil således have hver deres sæt magneter, som frastøder hinanden, og skakterne vil både kunne forløbe vandret og lodret, ligesom flere elevatorer vil kunne benytte samme skakt samtidigt. Kilde: Gizmag

  • Polske vampyrer havde kolera De senere år har arkæologer i Polen fundet flere såkaldte vampyrgrave, hvor den afdøde har været begravet på måder, der skulle forhindre denne i at rejse sig fra graven. Nu viser nye analyser af seks af disse grave, at ligene – modsat tidligere teorier – var lokale borgere, der formentlig er døde i koleraepidemier, som hærgede området i det 17. og 18. århundrede. Ifølge gammel tro var risikoen for at genopstå som vampyr stor for de første ofre for en epidemi. Kilde: PLOS One

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: