nb_sciencethisweek

Seneste nyt fra de internationale forskningsmedier – uge 51

Mars-rover finder spor efter liv · E-cigaretter lokker dukse til at ryge · Millioner af mumier i massegrav · Organisme lever 2.446 meter under jorden · Pubeshår afslører sexkrænkere.

17. december 2014 af Carsten Nymann
  • Mars-rover finder første spor efter liv I over to år har NASA’s rullende opdagelsesrejsende, roveren Curiosity, trillet rundt på Mars’ overflade uden at finde tegn på liv – fortidigt eller nutidigt. Men nu har den sofistikerede robot fundet to spor, som i hvert fald er betingelser for, at liv kan – eller har kunnet – eksistere på planeten. Dels har Curiosity fundet metan i atmosfæren, dels har den opdaget kulstofmolekyler i overfladens klippelag. Kilde: NASA

Curiosity er bevæbnet med en parade af udstyr, der kan måle både luftens og overfladens kemiske sammensætning. Foto: NASA

  • E-cigaretter lokker dukse til at ryge Teenagere, der normalt ville takke nej til tobakken, tiltrækkes af moderne e-cigaretter, hævder forskerne bag en ny undersøgelse af unges rygevaner. Forskerne, der er ansat ved University of Hawaii Cancer Center i Honolulu, konstaterer, at e-cigaret-rygerne ikke har samme karaktertræk som unge rygere normalt har. Tidligere undersøgelser forbinder rygerne med rastløshed, skoletræthed og adfærdsvanskeligheder. Kilde: Pediatrics

  • Millioner af mumier dukker op i massegrav Normalt forbindes mumier med eksorbitante mausoleer, men en gigantisk udgravning i Egypten fortæller en anden historie. Amerikanske forskere har afdækket en mere end 1.500 år gammel gravplads med over en million mumier. De gravlagte personer ligger tæt og var ikke velhavende. Ifølge forskerne er mumificeringen snarere et resultat af forhold i jordbunden end af veludførte balsameringer. Forskerne ved endnu ikke, hvor alle ligene stammer fra. Kilde: LiveScience

  • Organisme lever 2.446 m under havets bund Mikroskopiske en-cellede organismer mæsker sig i kulbrinter og stortrives tilsyneladende knap to en halv kilometer nede i havbunden ud for Japan. Opdagelsen er resultatet af verdens hidtil dybeste boreprøve på bunden af havet. Uden lys, vand og ilt og med meget begrænsede næringsmidler har mikroberne overlevet takket være en ekstremt langsom forbrænding. Kilde: International Ocean Discovery Program

  • Pubeshår afslører sexkrænkere Selv om vildfarne pubeshår ofte bliver fundet på gerningsstedet efter en sexforbrydelse, indeholder de reelt aldrig brugbare DNA-spor, med mindre de bogstaveligt talt er rykket op med rode. Nu har australske forskere udviklet en metode, så fx voldtægtsforbrydere kan identificeres ud fra den bakteriesammensætning, som vedkommende har i skridtet. Forskerne har nemlig opdaget, at pubeshårenes bakteriekultur er unik for hver af os. Kilde: Sciencemag / Investigative Genetics

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: