DeepFlight Challenger

Eventyrer vil til bunds i verdens have

Richard Branson vil dykke ned i verdens fem mest utilgængelige dybhavsgrave i specialdesignet ubåd.

12. august 2011

Milliardæren og manden bag Virgin-konglomeratet, Richard Branson, er kendt for at bruge en del penge på eventyr til lands, til vands, i luften og i rummet. Nu er turen kommet til at udforske verdens dybeste have i en undervandsbåd til én person.

Bransons specialdesignede ubåd DeepFlight Challenger skal besøge de fem mest utilgængelige dybhavsgrave i verdens oceaner. Undervejs vil et videokamera dokumentere, hvordan økosystemet ændrer sig, jo dybere ubåden kommer ned. Den første ekspedition går senere i år 11 km ned til bunden af verdens dybeste grav, Marianergraven i Stillehavet. Her lader Richard Branson partneren Chris Welsh være pilot, mens Branson selv vil styre ubåden på de andre togter.

Ubåd skal udforske bunden

Kun én gang før er et bemandet fartøj nået helt ned til Marianergravens bund. Det var i 1960, hvor to mænd blev sænket derned i en særlig ubåd, kaldet en batyskaf. Den nye ubåd skal ikke kun ned og op igen, men også udforske omgivelserne på en 10 km lang strækning langs bunden af graven.

Ved siden af den bemandede ubåd skal en række fjernstyrede robotter indsamle prøver for blandt andet at finde ud af, hvilke mikroorganismer der lever på havbunden. I alt syv forskere fra forskellige institutioner er tilknyttet projektet.

Senere står Puerto Rico-graven, Atlanterhavets eneste dybhavsgrav, for tur. Her skal Branson over otte km ned i dybet. Derpå følger de dybeste grave i Det Arktiske Ocean, Det Sydlige Ishav og Det Indiske Ocean.

Richard Branson in DeepFlight Challenger

Den 3,6 tons tunge DeepFlight Challenger har et skrog af kulfiber og titan og en kuppel af kvartsglas, så ubådspiloten har et godt udsyn. De stærke materialer garanterer, at ubåden kan holde til det enorme tryk på 1100 kilo pr. kvadratcentimeter ved havets bund. Den kan holde sig ned-dykket i 24 timer i træk og flyde gennem vandet med 5,5 km/t.

Fartøjet er konstrueret sådan, at det automatisk stiger op til overfladen, hvis det ikke konstant bevæger sig fremad. Det dykker i en vinkel på op til 45 grader og kan så komme 100 m længere ned i dybet hvert minut. En 38 meter lang katamaran skal sejle ubåden til destinationerne.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: