nb_u43 submarine

Lydbølger afslører skjulte ubåde

En formodet russisk ubåd, som er set i vandet ud for Stockholm, har sat Sverige på den anden ende. Siden mellemkrigstiden har lyd i form af sonar været det stærkeste våben, når neddykkede ubåde skal lokaliseres.

22. oktober 2014 af Carsten Nymann

Det svenske forsvar leder i disse dage ikke blot med lys og lygte, men også med sofistikerede instrumenter efter en mystisk ubåd i farvandet ud for Stockholm.

Mens moderne radarer, laser-radarer og infrarøde detektorer kan spotte fartøjer, der ligger i overfladen, er lydbølger fortsat skibenes bedste våben i jagten på neddykkede fartøjer.

Ubåde har unik akustisk profil

Eksperterne skelner mellem to typer akustisk overvågning: Aktiv og passiv.

Sidstnævne lytter efter de lyde, som en ubåd frembringer fx fra motor, propeller og pumper.

Hver type ubåd har sin egen unikke akustiske profil, som erfarne sonar-operatører kan genkende. Lydene opfanges af særlige undervands-mikrofoner kaldet hydrofoner.

Hydrofoner kan enten slæbes efter skibe eller ubåde – eller placeres på havbunden i store netværk, hvilket især USA gjorde stor brug af under den kolde krig.

Ekko sladrer om ubådens færden

Den aktive overvågning omfatter sonar-systemer, som udsender en lydpuls og lytter efter det ekko, der kastes tilbage, når lyden rammer fx en ubåd.

Moderne, avancerede sonar-systemer kan ikke blot beregne afstanden til ubåden, men også skelne mellem fartøjer, fiskestimer, hvaler etc.

Der forskes desuden i at lave præcise “ekko-profiler”, så sonar-operatøren kan genkende specifikke ubådstyper ud fra ekkoet.

Endelig har den amerikanske flåde udviklet en tredje overvågningstype kaldet sono-bøjer, der, som navnet antyder, er bøjer, der blot kastes i havet fra fly eller skib og både kan lytte og udsende sonar-pulser.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: