ubåd rekorder topbillede

Top 5: Historiens vildeste ubåde

En ubåd kan nå ned på ti kilometers dybde eller glide lydløst gennem havet med 83 km/t. Verdens største ubåd er næsten lige så lang som to fodboldbaner. Dyk ned i ubådenes imponerende rekorder i vores Top 5.

4. marts 2015 af Torben Simonsen

1. Verdens hurtigste ubåd

Den russiske ubåd K-162 (K-222)

Rekorden: 83,06 km/t.

83,06 km/t er angiveligt det hurtigste, en bemandet ubåd har sejlet. Rekorden tilskrives den russiske ubåd K-162 (K-222), der angiveligt satte rekorden i marts 1970. Rekorden er dog ikke bekræftet, og som med så mange andre rekorder inden for den militære verden er den omgivet af dybt hemmelighedskræmmeri.

Udfordringen for neddykkede u-både er, at de skaber betydelig vandmodstand, der gør det nærmest umuligt at opnå en høj fart.

Hemmeligheden bag K-162’s høje fart er blandt andet skroget, der er fremstillet af titanium, og så er ubåden ikke udstyret med dieselmotor, men til gengæld med to atomreaktorer.

2. Det dybeste dyk for en ubåd

Den italienske ubåd Trieste.

Rekorden: 10.911 meter.

10.911 meter er det dybeste, en ubåd har dykket. Så dybe dyk kan kun finde sted i Marianergraven i Stillehavet.

Første gang, en besætning nåede denne dybde, var med den italienske ubåd Trieste den 23. januar 1960.

Siden har også den australske Deepsea Challenger været nede på en tilsvarende dybde.

Den italienske ubåd Trieste
© USN

3. Verdens største ubåd

Den russiske ubåd Dmitri Donskoi (TK-208).

Rekorden: 175 meter lang, 23 meter bred.

Den russiske ubåd Dmitri Donskoi (TK-208) er den største ubåd, der stadig er i regelmæssig brug. Ubåden betegnes i NATO som af Typhoon-klassen og er med sine 175 meter længere og større end nogen anden ubåd. Ud over Dmitri Donskoi har den russiske flåde også to søsterskibe i reserve.

Typhoon-ubåde er kendt for at være nogle af de mest stille i neddykket tilstand og spiller blandt andet en central rolle i bogen og filmen "Jagten på Røde Oktober". Ubåden kan skyde en fart på 27 knob eller 50 km/t. Typhoon er 175 meter lang, 23 meter bred og har en dybgang på 12 meter.

Den russiske ubåd Dmitri Donskoi (TK-208)
© Yogi, Inc./CORBIS/All Over

4. Første verdensomsejling under havet

Den amerikanske atomubåd USS Triton.

Rekorden: 49.491 km i løbet af 60 dage og 21 timer.

Den første komplette verdensomsejling under havet blev foretaget af den amerikanske atomubåd USS Triton, der i 1960 sejlede jorden rundt i neddykket tilstand.

Triton tilbagelagde 49.491 km i løbet af 60 dage og 21 timer og holdt en gennemsnitsfart på 33 km/t.

Den amerikanske atomubåd USS Triton.
© USN

5. Dybeste dyk med udsigt

Plexiglasubåden Triton 5500-2.

Rekorden: 1676 meter.

1676 meter eller 5500 fod, så dybt kan plexiglasubåden Triton 5500-2 komme ned. Triton 5500-2 er dermed den ubåd af plexiglas, der kan holde til det dybeste dyk.

Der er plads til to personer i det lille plexiglaskammer. De 5500 fod er tilstrækkeligt til at komme ned på bunden af langt de fleste oceaner i verden.

Plexiglasubåden Triton 5500-2.
© Triton Submarines

Fremtidens ubåd sejler med lydens hastighed gennem vand

Tag med på fremtidsrejse med kinesiske forskere, som vil udvikle en ubåd, der kan ræse gennem vandet med utrolig hastighed:

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: