polarlys saturn

9 lyde fra en anden verden

De menneskeskabte rumsonder, som farer gennem verdensrummet, har optageudstyr med sig. Og nogle af lydoptagelserne er ret fantastiske.

17. marts 2016 af Babak Arvanaghi

1. Polarlys på Saturn

Saturn udsender en endeløs række skiftende radiobølger. Lydene bliver skabt af det intense polarlys på planeten, hvor solvinde interagerer med planetens magnetfelter – ligesom når der dannes nordlys og sydlys på Jorden.

Lydene i klippet er gjort cirka 44 gange langsommere, så de kan høres af mennesker.

2. Robotmånen Enceladus

I 2005 lagde rumsonden Cassini vejen forbi Saturns ismåne Enceladus. Her optog sonden lyde, der kan minde om robotlyde fra en science fiction-film.

Lydene er optaget med sondens magnetometer og skyldes interaktioner mellem månens atmosfære og magnetfelt.

3. Huygens lander på Titan

Landingsfartøjet Huygens landede i 2005 på Saturns største måne, Titan, og Huygens er dét menneskeskabte fartøj, der er landet længst væk fra Jorden.

Lydene er skabt ved at transformere sondens radarekko til hørbare lyde. Optagelserne er fra, da sonden nærmede sig overfladen for at gøre klar til landing.

4. Blæst på Titan

Huygens-landeren var udstyret med mikrofoner som kunne optage lyd – og heldigvis har månen Titan en atmosfære.

Optagelsen er den lyd, du ville have hørt på vej gennem Titans atmosfære, hvis du havde været om bord på Huygens.

5. Philae lander på 67P

På kometen 67P/Tjurjumov-Gerasimenko er atmosfæren væk, og af samme grund er der heller ingen lyde.

I stedet er lyden skabt ud fra de data, som landingsmodulet Philaes bevægelsessensorer sendte til Jorden, da den landede på den badeandsformede komet.

6. Den syngende komet

Philae er også udstyret med et magnetometer, og de magnetiske målinger fra 67P/Tjurjumov-Gerasimenko har ESA transformeret om til lyde.

For at lydene skulle være hørbare for mennesker, var forskerne dog nødt til at afspille målingerne 10.000 gange hurtigere, end de oprindeligt lyder.

7. Tordenvejr på Jupiter

I 1979 lagde de to Voyager-sonder vejen forbi Jupiter, og sendte blandt andet de første nærbilleder af gasplaneten til Jorden.

Sonderne optog også lyd fra en af de mange gigantiske storme, der konstant opstår på solsystemets største planet. Her kan du høre et tordenvejr.

8. Interstellar tsunami

Som den første – og hidtil eneste – sonde forlod Voyager 1 vores solsystem i 2012 og begav sig ud i rummet mellem stjernerne.

Voldsomme udbrud på Solen sender plasma ud af solsystemet, og lydene skabes, når det afstødte plasma kommer i karambolage med andet interstellart plasma – populært kaldet interstellare tsunamier.

9. En hilsen til aliens

Voyager 1 er det menneskeskabte objekt, der er længst væk fra Jorden, og dermed har størst chance for at rende ind i fremmede livsformer.

Med om bord på sonden er en LP med forskellige instruktioner. Bl.a. et kort til, hvor Jorden befinder sig i Universet. Lydsporet byder på velkomsthilsner på en lang række forskellige sprog.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: