Findes der kæmpediamanter i rummet?

Jeg har hørt, at der findes store diamanter i rummet. Kan det virkelig passe?

1. september 2009

Inden for de seneste år har astrofysikerne påvist, at enkelte af de såkaldte hvide dværgstjerner i hvert fald delvist består af krystalliseret kulstof. Det kunne godt være i form af diamant, der har en meget stabil og solid krystalstruktur. Hvide dværge er de forhenværende kerner i stjerner, der kan se tilbage på et langt liv med atomkerneprocesser. Igennem millioner af år er brint og helium fusioneret til tungere grundstoffer, blandt andet kulstof. I 2004 fandt astronomerne en sådan stjerne 50 lysår fra Jorden. Denne hvide dværg ved navn BPM 37093 menes at være en gigantisk diamant med en masse, der er lidt større end Solens. Hvis diamantens vægt skal angives i karat, skal man sætte 34 nuller efter et ettal. Astronomerne opdagede kæmpediamanten ved at udforske rummet ved hjælp af astroseismologi. Her forsøger astronomerne at drage konklusioner om stjernernes indre ved at studere variationerne i deres lysstyrke og overfladebevægelser. Der dannes også mindre diamanter i rummet. Fysikere har lokaliseret mikroskopiske diamanter i nedslagne meteoritter.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: