Forskere sporer mystisk rumsignal til fjern dværggalakse

I årevis har radiosignaler fra rummet forvirret forskere, men nu har de sporet et af dem til en lille kraftfuld galakse mere end 3 milliarder lysår væk.

12. januar 2017 af Karine Kirkebæk

I ca. et årti har vi modtaget en serie af radiosignaler på få millisekunder.

Indtil nu har astronomer ikke kunnet finde oprindelsen for disse signaler – kaldet "fast radio burst" – og forklaringer på alt fra aliens til sammensmeltende stjerne har været oppe at vende.

Men nu har et stort forskerhold lokaliseret hjemstedet for et af de mystiske signaler. Deres rapport er udgivet i Nature.

Galakse ligger i Kusken

Forskerne har sporet signalet til at komme fra en dværggalakse, der ligger i stjernebilledet Kusken.

> > Læs mere om de mystiske radiosignaler

Dværggalaksen, som udspyer radiosignalerne, har kun en masse svarende til 1% af Mælkevejen.

Kommer fra hidsig stjerne

”Disse radiosignaler må have en enorm mængde energi, siden de kan måles på 3 milliarder lysårs afstand,” siger Shami Chatterjee fra Cornell University i USA i en pressemeddelelse.

Forskerne tror, at det er en såkaldt magnetar, der står bag energiudbruddene. En magnetar er en nyfødt neutronstjerne med et kæmpestort magnetfelt. Neutronstjerner har en radius på 10-20 km, men har en masse, der er dobbelt så stor som Solens. De opstår efter en supernovaeksplosion – når en stjerne har opbrugt sin energi og dør.

18 mystiske signaler

De første signaler blev opdaget i 2007, og lige siden har kæmpeteleskoper verden rundt fanget i alt 18 mystiske radiosignaler.

Og nu kan forskerne lave astrofysiske analyser på udbruddene – i stedet for bare at gisne om deres oprindelse.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: