Hvilken form har universet?

1. september 2009

Vi kan takke Albert Einstein for, at man overhovedet kan tale om universets form. I 1915 udgav han sin almene relativitetsteori, hvor han beskrev tyngdekraften som et geometrisk fænomen, der kan forstås som en krumning af rummet. Et par år efter brugte Einstein sin nye teori på universet som helhed. Han gik med andre ord ud fra, at gravitationen var universets dominerende naturkraft, og at universet derfor kunne være krumt. Han opstillede den første egentlige kosmologiske model, hvor rummet havde den ejendommelige struktur at være lukket uden at have en afgrænsning. Den oplagte sammenligning er en kugleoverflade, der jo har et begrænset areal, selv om man kan færdes overalt på den uden at støde på en grænse. Einsteins univers har imidlertid de sædvanlige tre rumlige dimensioner imod kugleoverfladens to, og denne tanke kan det være ret vanskeligt at vænne sig til. Ganske kort tid herefter blev der af andre forskere foreslået alternative kosmologiske modeller, hvori rummet enten er “fladt” overalt – det vil sige udstyret med den såkaldte euklidiske geometri – eller åbent og “saddelformet” overalt. Forskellen på de tre alternativer kan illustreres ved, at man forestiller sig at forlænge to lige, parallelle linjer. I det lukkede univers vil linjerne mødes før eller siden, i det åbne vil de fjerne sig fra hinanden i al evighed, og i det flade univers vil de aldrig mødes, men bevare afstanden. Vi ved endnu ikke, hvilken af de tre mulige former, der er den rigtige for vores univers.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: