Hvor forsvinder brugte rumraketter hen?

Når man sender satellitter op, sker det oftest med store raketter. Hvad sker der med dem, når de har afleveret lasten?

1. september 2009

De første trin af en løfteraket brænder op i atmosfæren. Nogle trin er dog ret store, og tonstunge rester kan nå Jorden. Man sørger for, at disse nedfald sker over havet eller over øde områder, fx i Sibirien. Det normale er, at det sidste trin af den raket, som har opsendt en satellit, selv går i bane om Jorden. Det er logisk nok, for det sidste trin har jo opnået samme fart og bane som selve satellitten. De mange døde rakettrin i omløb er et problem, fordi de skaber en forhøjet risiko for sammenstød i rummet. I årenes løb er adskillige gamle rakettrin eksploderet ude i rummet, hvor de har skabt tusinder af store og små sprængstykker. De kredser nu om Jorden og udgør en fare, fx for den internationale rumstation ISS. Rakettrinene kan eksplodere ude i rummet, fordi de ofte indeholder en rest brændstof, som spontant kan antænde. Problemet er nu så alvorligt, at man på internationalt plan søger at skabe nogle fælles retningslinjer. Det anbefales, at den sidste rest brændstof bruges til at sende rakettrinet tilbage i atmosfæren for at brænde op. Det skete således, da det europæiske rumskib Jules Verne i marts blev opsendt mod ISS med en Ariane 5-raket. Et stort rakettrin i lav bane om Jorden kan udgøre en betydelig fare, hvis det får lov til at falde ned uden kontrol, men det er dyrt at reservere brændstof til at bringe et rakettrin til kontrolleret fald. Det er svært at få private firmaer til at binde sig til at have så meget brændstof tilovers, at sidste trin kan bremses ned, for det nedsætter den last, raketten kan medføre. En simplere løsning er at gøre det til et krav, at alle rakettrin skal tømmes for brændstof, inden de efterlades i rummet. De fleste rumnationer vil gøre alt for at efterleve denne regel – om ikke for andet så for at beskytte deres satellitter.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: