M51 galaxy

Hvorfor har nogle galakser spiralform?

Jeg har fået at vide, at spiralarmene i en galakse skyldes dannelse af nye stjerner. Hvordan hænger det sammen?

19. juli 2010

Grunden til, at nogle galakser har spiralarme, er, at de roterer. Hvorfor de er født med denne rotation, ved vi ikke, men det er kendt fysik, at en roterende gasmasse får skiveform, når den trækker sig sammen. I en spiralgalakse ligger det meste støv og gas derfor i en forholdsvis tynd skive. Dannelsen af nye stjerner foregår i skiven, og spiralarmene markerer de steder, der har den mest intense stjernedannelse.

Spiralarmene er lette at se, fordi det er her, at de meget unge, varme og lysstærke stjerner findes. Der er naturligvis også stjerner mellem spiralarmene og uden for skiven, men de er sværere at se, fordi det er meget ældre stjerner, der ikke lyser særligt stærkt.

Det har taget astronomer mange år at forstå spiralarme, fordi de egentlig burde vikles rundt om galaksen, men ikke gør det. Spiralarmene kan sammenlignes med arbejde på en motorvej. Bilerne på vejen kører hurtigt lige indtil vejarbejdet. Her må de sagtne farten, og der opstår en lokal ophobning af biler. Selv om der hele tiden kører nye biler forbi vejarbejdet, flytter ophobningen sig ikke.

Spiral galaxy

Spiralarmene svarer til vejarbejde i en galakse. Her er det bare en ophobning af gas og støv, der bevæger sig langsomt rundt om galaksens centrum – meget langsommere end både stjerner og de fleste gasskyer i galaksen. Spiralarmene bliver derfor overhalet af de stjerner og gasskyer, der har meget mere fart på. Modsat biler sætter de hurtige stjerner og gasskyer ikke farten ned, men presser gas og støvskyerne sammen, så der dannes nye stjerner. Mange af disse stjerner lever i så kort tid, at de tilbringer hele livet nær ophobningen.

Kødannelse skaber spiralarme

En galakses spiralarme er områder med en stor tæthed af stjerner, gas og støv. Når stjerner i deres elliptiske baner passerer områderne, presses gasskyerne sammen, og der dannes nye stjerner.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: