NB_u35 ISS

Japanere modner whisky i rummet

Tyngdekraften påvirker whiskys modningsproces. Derfor har den japanske whiskyproducent Suntory sendt seks flasker whisky om bord på ISS.

26. august 2015 af Babak Arvanaghi

I mandags koblede et japansk forsyningsfartøj sig fast til Den Internationale Rumstation, ISS, og leverede sin last. Ud over de sædvanlige fornødenheder som vand og mad medbragte fartøjet også seks typer whisky.

Suntory sammenligner med Jorden

Det japanske bryghus og destilleri Suntory, som blandt andet producerer whiskyen Jim Beam, er firmaet bag den noget utraditionelle last. Firmaet vil undersøge, hvordan deres produkter aldres og modnes i vægtløs tilstand.

Sideløbende bliver de samme whiskyer modnet på Jorden, så de forskellige typer kan sammenlignes med hinanden. På den måde håber producenten at kunne finde ud af, om der er forskel på jord- og rumwhisky.

Whiskyen bliver opbevaret i det japanske forskningsmodul Kibo.

Whiskyen bliver opbevaret i det japanske forskningsmodul, og efter planen skal de første flasker sendes tilbage til Jorden om et år. De resterende flasker får lov til at være vægtløse i to år.

Bevægelse skal undersøges

På Jorden er whisky konstant i bevægelse, når det bliver modnet. Tyngdekraften sørger for, at de varmere dele af væsken bevæger sig op, mens de køligere dele falder til bunds. Derved skabes en udveksling af varme i whiskyen.

På ISS finder bevægelserne ikke sted, grundet den manglende tyngdepåvirkning. Undersøgelsen skal altså vise, om varmeudvekslingen påvirker whiskyen.

Suntory er ikke det første destilleri, der sender whisky i rummet. Sidste år vendte en beholder med whisky fra Ardbeg og forkullet egetræ tilbage til Jorden efter tre år om bord på ISS. Missionen skulle undersøge, hvordan smagen bliver påvirket i rummet. Analysen af den skotske whisky er stadig i gang.

Fingrene væk

Astronauterne om bord på ISS følger en streng politik med nultolerance over for alkohol. Derfor må de heller ikke smage på de japanske dråber. I stedet kan de fornøje sig med den fantastiske udsigt, der er fra rumstationen. Læs mere om den her:

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: