Mælkevejen får en ekstra arm

1. september 2009

Astronomer har nu opdaget, at Mælkevejen har en arm mere, end man hidtil har troet. Den nye arm ligger i galaksens yderkant og er 77.000 lysår lang og nogle få tusind lysår bred. På trods af at man har været bekendt med Mælkevejens spiralstruktur i mere end 50 år, kender man stadig ikke dens opbygning til bunds. Det skyldes bl.a., at store støvskyer, som kun radiobølger og infrarødt lys kan trænge igennem, skygger for udsigten, og den nye arm er da også opdaget ved hjælp af netop radiobølger. Det, der kendetegner en spiralarm, er en forholdsvis tæt koncentration af brint, der under visse omstændigheder presses sammen, så der dannes et stort antal nye stjerner. Nogle af disse stjerner er meget varme og lysstærke, og det er dem, der ses som spiralarme. Både armenes aktivitet som stjernedannere og deres størrelse varierer meget. Fx er den arm, som vores eget solsystem befinder sig i, Orion-armen, en ganske lille armstump, men mellem os og galaksens centrum 27.000 lysår borte findes to eller tre fuldvoksne spiralarme. Den nyopdagede arms herkomst er uvis, men det kan tænkes, at den i sin tid er blevet dannet ved en tæt passage mellem Mælkevejen og en anden galakse. Den slags passager er ganske almindelige, og de spiller en stor rolle for galaksernes opbygning og udvikling.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: