NASA´s vildeste drømme

Når NASA skal finde inspiration til, hvad de skal lave om 20 til 40 år, får de hjælp udefra. Hvert år giver rumagenturet en pose penge til de firmaer og universiteter, der kan få de mest visionære ideer, og intet er for langt ude. I NASA´s vildeste drømme er der plads til alt fra pulveriserede asteroider over antistofsejl til rumdragter, der sprøjtes direkte på huden.

1. september 2009 af Ebbe Rasch

I et konferencelokale i kælderen under et stort hotel i centrum af Seattle i den amerikanske stat Washington sidder 40-50 mennesker og lytter til en foredragsholder i brun habit. Det kunne have været assurandørernes årsmøde, en brugtvognsforhandlerkongres eller et møde i en fornem frimærkeklub, men emnet er meget mere luftigt. Tilhørerne lytter med stor interesse til, hvordan foredragsholderen forestiller sig, man skal knuse en asteroide med en plasmaskærer og bruge stumperne til at bygge en rumstation. Og det er kun én af en lang række ideer, der bliver præsenteret på NIAC’s årlige statusmøde.

NIAC er NASA’s institut for avancerede koncepter og beskæftiger sig med NASA’s langsigtede mål. Hos NIAC i Washington, D.C., sidder blot et par ansatte, der ordner de administrative opgaver. Selve ideerne kommer fra private virksomheder og forskerteams på universiteter i hele USA, der indsender deres forslag til NIAC og håber, at organisationen vil finansiere deres projekt. Forslagene bliver derefter gransket, målt og vejet af en række videnskabelige eksperter, der vurderer, om det grundliggende i ideen holder. NIAC vil have visionære forslag.

Det vigtigste krav til et NIAC-projekt er, at det skal være revolutionerende. Det skal se bort fra tidligere erfaringer, og i stedet skabe noget, der er virkelig nyt. Det er ikke meningen, at støttemodtagerne skal fabrikere et fikst og færdigt rumskib. De skal i stedet fremvise nogle beregninger, der viser, om det kan lade sig gøre at bygge rumskibet, og en vurdering af, hvilke opfindelser der skal gøres, før rumskibet kan fremstilles. Der er ikke plads til fantasifuld science fiction, menkun til gennemarbejdede visioner, der for de uindviede lyder mindre sandsynlige end den mest spekulative science fiction. Hvert år når kun et par håndfulde af de mange foreslåede projekter gennem nåleøjet og får del i de tre millioner dollars, som NIAC årligt uddeler i forskerstøtte. Line kaster satellitter i kredsløb

De fleste af de udvalgte ideer forlader aldrig laboratoriet. Det kan være, at andre udvikler en smartere og billigere løsning på problemet, at det viser sig, at der er uovervindelige udfordringer forbundet med designet, eller at det blot er umuligt at finde investorer. NIAC giver i første omgang støtte i et halvt år, og hvis projektet stadig ser lovende ud, kan der gives penge i op til to år mere. Men derefter må projektmagerne finde andre sponsorer – typisk NASA – eller droppe arbejdet. En af dem, der er nået ud over den beskyttede tilværelse som NIACprojekt, er Robert Hoyt, der stiger op på talerstolen, da manden i den brune habit er færdig med præsentationen. Hoyt fik NIAC-støtte til et forskningsprojekt om ultrastærke liner, og i dag er han chef for en lille virksomhed, Tethers Unlimited, der arbejder med at udvikle en 100 km lang slynge, der, hvis den placeres i kredsløb omkring Jorden, kan bruges til at slynge satellitter ud i geostationær bane eller hive udtjente satellitter ned igen.

Forsamlingen lytter opmærksomt til Hoyt. Han har gjort det, som mange af tilhørerne drømmer om. Han har forvandlet sit teoretiske forskningsprojekt til et rentabelt firma ved at overbevise andre afdelinger af NASA om, at hans ideer kan udmøntes i noget konkret inden for en overskuelig årrække. Robert Hoyt forsøger at overbevise de fremmødte om, at det er ligeså vigtigt at markedsføre sin idé, som det er at få den, og det er der flere af tilhørerne, der allerede har taget til sig.

Konferencen er en fantasifuld opvisning af PowerPoint-præsentation, videoklip og animationer, der viser, hvordan en flyvetur over Jupiter ser ud, hvordan man former støv i vægtløs tilstand, og hvordan man kan løse de problemer, der er ved nutidensrumdragter. De kompetente tilhørere stiller begavede spørgsmål om den bagvedliggende fysik, og i pausen kaster de sig videbegærligt over plancherne, der uden for foredragssalen præsenterer de projekter, der netop har kvalificeret sig til NIAC-støtte.

På gangen uden for den halvmørke foredragssal blander deltagerne i NIAC-mødet sig med deltagerne i den konference, som et stort kosmetikfirma holder i lokalet ved siden af. Hvis man ikke holder øje med navneskiltene, kan det være svært at se, hvem der tilhører hvilken gruppe.

Efter en halv dag med NIACvisioner virker det efterhånden helt normalt at diskutere, om antistof eller en atomreaktor er den bedste måde at drive et rumskib gennem verdensrummet på. Og det er først, når man overhører en samtale om sommerens nuancer i læbestift, at man igen kommer til at tænke på, hvor langsigtede perspektiverne på NIAC-mødet i kælderen under hotellet i Seattle er. De yngste og de heldigste deltagere når måske lige akkurat at se deres visioner ført ud i livet. Resten kan håbe, at deres ideer tages op af yngre generationer og måske en dag får betydning for udforskningen af Rummet.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: