Nu kan vi se lavastrøm på Jupiter-måne

Rumsonden Galileo har taget nærbilleder af vulkanudbrud på Io

1. september 2009

Ved et enestående held er det lykkedes rumsonden Galileo at tage nærbilleder af et udbrud i en af Ios mange vulkaner. Det skete, da sonden i november 1999 fløj forbi Jupiter-månen Io i en afstand på helt ned til 300 kilometer. Chancen for at tage en vulkan på fersk gerning under den kortvarige forbiflyvning var på forhånd bedømt som 1:500. At få billederne ned på Jorden viste sig imidlertid at volde problemer. Den voldsomme stråling fra Jupiter generede instrumenterne på Galileo, så det var nogle meget uklare billeder, man modtog på Jorden. Men med en avanceret computerteknik lykkedes det at rekonstruere de oprindelige billeder. Her kunne forskerne se vulkanen slynge lava mellem en og to kilometer op over overfladen. Lavaen var så varm, at strålingen fra den blændede Galileos infrarøde kamera, og derfor ses lavaen som en hvid overbelyst plet på billederne. Energien til de kraftige vulkanudbrud kommer fra de tidevandskræfter, Io er påvirket af fra Jupiter og dens nabomåner. Her adskiller Ios vulkaner sig fra jordiske vulkaner, der får deres energi fra Jordens indre, hvor den produceres ved henfald af radioaktive stoffer. Foruden lavaen afslørede billederne også mørke svovlsøer med flere hundrede grader varm svovl.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: