Oriontågen rummer brune dværge

1. september 2009

Et af de mest detaljerede astronomiske billeder, der nogen sinde er taget, afslører nye detaljer om stjernetågen Orion. Rumteleskopet Hubble brugte hele 168 timer på at fotografere tågen, og resultatet er et fotografi, der består af intet mindre end en milliard pixels. Takket være den imponerende detaljerigdom har astronomer fået mulighed for at studere objekter, det tidligere har været umuligt at se, fordi de udsender 100 gange mindre lys end de kendte stjerner i stjernetågen. Blandt de stjerner, man nu har fået øje på, er flere såkaldte “brune dværge” – kolde himmellegemer, der modsat fx Solen er for små til, at der kan finde nuklear fusion sted i kernen. Ved at studere et par “binære brune dværge” – stjerner, der kredser om hinanden – har astronomerne fået helt ny viden om himmellegemernes vægt, størrelse og temperatur. Oriontågen ligger ca. 1500 lysår fra Jorden, og den relativt korte afstand gør den til et ideelt objekt for studier af stjernedannelse. I alt rummer stjernetågen omkring 3000 store og små stjerner.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: