Jurij Gargarin

50 år: Første bemandede rumflyvning

Da Jurij Gagarin i 1961 udfører verdens første bemandede rumflyvning, er det ikke bare en teknisk landvinding, men også det første højdepunkt i et over ti år langt rumkapløb mellem det tidligere Sovjetunionen og USA. Det er et kapløb, der ikke er planlagt, og som i høj grad presser parterne ud i en række risikable missioner. Ikke desto mindre får de to nationer på under to år sendt 12 mennesker ud i rummet og kickstarter herved på både tilfældig og dramatisk vis rumfarten.

7. april 2011 af Helle og Henrik Stub

Det er den 12. april 1961. Vostok-rumskibet med verdens første kosmonaut, Jurij Gagarin, er ved at gøre klar til landing. Alt fungerer fint, og den kun 27-årige Gagarin nyder derfor turen. Efter en lang, mørk flyvning hen over Stillehavet flyver Vostok nu mod solopgangen over det sydlige Atlanterhav. Gagarin ser horisonten lyse op i det korte øjeblik, det tager Solen at stå op.

Vostok nærmer sig herefter Angola på Afrikas vestkyst, og bremseraketterne tændes automatisk, da rumskibet er 8000 km fra landingsstedet. Gagarin ved, at der venter en lang og farlig nedtur, hvor den kugleformede kabine bliver omgivet af flammer, inden han til sidst skal skyde sig ud med katapultsæde og slutte sin rejse hængende under en faldskærm. Men hjemrejsen bliver endnu mere dramatisk, end Gagarin havde forudset.

I begyndelsen går det ellers godt. Vostok taber højde og kommer ned i den tætte atmosfære. Men servicemodulet med bremseraketterne frigør sig ikke som beregnet fra kabinen, og de to er derfor stadig forbundet med et enkelt kabel på nedturen. Da den stigende luftmodstand får kabinen og servicemodulet til at tumle om hinanden, er situationen farlig. Mens rumskibet nærmer sig Egypten, mærker Gagarin både rotationen og en stærkt stigende temperatur. Kabinen roterer om modulet med højere og højere hastighed. Efterhånden som rumskibet bevæger sig længere ned i atmosfæren, forsvinder den sorte himmel og erstattes af skarpt sollys. Udenfor er der nu røde flammer, og rotationen er så voldsom, at Gagarin nær mister bevidstheden.

Heldigvis brænder kablet til sidst over, og rumskibet fortsætter ind over Middelhavet. Og da han endelig er inde over Sovjetunionen, skyder han sig fra en højde på syv kilometer ud med katapultsæde og lander med faldskærm på en mark, hvor han modtages af en bondekone og en lille pige. Verdens første rumrejse er vellykket overstået efter en 108 minutter lang tur rundt om Jorden.

Første tur i rummet

Den første rumflyvning fandt sted den 12. april 1961, da den 27-årige kosmonaut Jurij Gagarin fløj rundt om Jorden i et Vostok-rumskib. Turen tog 108 minutter, og undervejs kunne Gagarin nyde både solopgang og solnedgang. Landingen blev dog meget dramatisk, da landingskapslen ikke blev frigjort som planlagt.

Tema

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: