Apollo 1

Apollo 1-10: Nedtælling

De første astronauter sattte fod på Månen i 1969. Vejen blev banet for dem af ti testflyvninger, hvoraf den første endte i en tragedie allerede på rampen.

31. august 2009 af Stine Overbye

Kaptajn Virgil Grissoms stemme er afdæmpet og rolig, men han formår ikke at skjule en snert af irritation. “Hvordan skal vi nå til Månen, hvis vi ikke engang kan tale sammen mellem tre bygninger?”

Side om side med Edward White og Roger Chaffee ligger han i det kegleformede kommandomodul på toppen af Saturn 1B-raketten, der tårner sig op på rampe 34 på Kennedy Space Center i Florida. Her har mændene allerede ventet i flere timer på, at prøvenedtællingen kan fuldføres, men som det har været tilfældet ved de f leste af de tidligere test, er der koks i kommunikationen.

Øjensynlig er der ikke hul igennem til hverken det 200 mand store affyringsteam i kontrolcenteret få hundrede meter derfra eller til den såkaldte Manned Spaceflight-bygning knap ti kilometer borte.

Chancerne for en acceptabel test er med andre ord ikke lovende, og det påvirker Grissoms humør. Kun hvis prøvenedtællingen lykkes, kan han og hans to kolleger gennemføre den første bemandede Apolloopsendelse, som er planlagt knap fire uger senere.

En eftermiddag med problemer

Denne januardag i 1967 er startet som en almindelig arbejdsdag på Kennedy Space Center, men allerede da Grissom og hans to makkere iført rumdragter kravlede ind i kommandomodulet klokken et om eftermiddagen, begyndte problemerne at melde sig.

En stank af sur mælk slog astronauterne i møde, og først efter en time fik de lokaliseret årsagen til problemet – en brist i iltforsyningen. Lettere forsinket kunne teknikerne i starttårnet to timer senere forsegle lugen til kommandomodulet, som nu blev fyldt med 100 procent ren ilt. Men så begyndte bøvlet med samtalesystemet, og selv om teknikerne har arbejdet på højtryk for at løse problemet, er der her sidst på eftermiddagen fortsat knas på linjen.

“Apollo 1, kan I høre mig?” lyder det fra Stuart Roosa i kontrolcenteret i endnu et forsøg på at få hul igennem til rumkapslen. “Jeg kan ikke høre et ord af, hvad du siger. Jesus Christ … Jeg sagde, hvordan skal vi kunne rejse til Månen, når vi ikke engang kan snakke sammen mellem to eller tre bygninger,” vrisser Grissom utålmodigt.

Drømmen synes større end virkeligheden

Virgil “Gus” Grissom er 40 år og allerede en garvet astronaut. Bag sig har han to rumrejser, men den største, den mest eventyrlige og dristige har han endnu til gode: rejsen til Månen.

Som de andre astronauter i Apollo-teamet drømmer Grissom om at blive det første menneske på Månen. Men som han ligger her og venter, ærgerlig over de evindelige kommunikationsfejl, synes drømmen at være større end virkeligheden. Når ikke engang en ukompliceret rutinetest kan lykkes, hvordan skal det så kunne lade sig gøre at lande et menneske på Månen?

I skumringstimen bakser teknikerne stadig med kommunikationen, men nu er der i det mindste kontakt imellem kommandomodulet og kontrolcenteret. Projektører bader den mægtige Saturn-raket i hvidt lys, og kommandomodulet øverst oppe kører nu planmæssigt på egen strømforsyning, akkurat som var det en rigtig opsendelse.

Men klokken 18.20, blot 10 minutter før simuleret lift-off, beslutter testlederen at standse nedtællingen, indtil kommunikationen fungerer. 11 minutter senere hører kontrolcenteret et kort, kun delvist hørbart nødråb over radioen. Det lyder, som om der bliver sagt “fire” (brand), men alene tanken forekommer absurd – der er ikke fyldt brændstof på raketten, og uden for rumkapslen vrimler det med teknikere, der burde kunne håndtere en hvilken som helst situation.

Vi brænder op

Vantro stirrer testteamet på fjernsynet, der transmitterer fra et kamera placeret foran lugen til kommandomodulet. Bag vinduet i lugen blafrer en flamme i hvid lue. Nu er radioforbindelsen til modulet undtagelsesvis knivskarp, og Roger Chaffees ildevarslende melding trænger næsten alt for tydeligt igennem:

“Der er brand i cockpittet”. På tv-skærmen kan NASA-folkene se, hvordan Edward White kæmper for at åbne lugen over sig. Så opfatter de endnu et nødråb, denne gang hørligt desperat:

“Vi har en alvorlig brand. Lad os komme ud. Vi brænder op.” Stemmen identificeres senere som Chaffees.

Moon surface

Kennedy skyder kapløbet i gang

Når Månen hæver sig lysende og klar over Atlanterhavet ud for den brede strand ved Kennedy Space Center, virker det, som om man blot kan sejle ud og række armen op efter den. Men Månen befinder sig 384.400 kilometer borte, en uhyre afstand, der svarer til knap ti gange Jorden rundt ved ækvator.

Ikke desto mindre har USA stålsatte planer om at overvinde kløften mellem vores planet og dens nærmeste nabo. Det skal ske med Apollo-projektet, som blev skudt i gang i maj 1961 af præsident John F. Kennedy.

“Jeg mener, denne nation bør forpligte sig til – inden udgangen af dette årti – at landsætte en mand på Månen og bringe ham sikkert tilbage til Jorden. Intet andet rumprojekt vil i den periode imponere verden mere eller være vigtigere for den fremtidige udforskning af rummet. Og intet vil være lige så vanskeligt eller kostbart at gennemføre,” erklærede den nyligt tiltrådte præsident i en tale til kongressen.

USA havde dengang endnu til gode at sende en mand i kredsløb om Jorden, ja, faktisk havde kun én amerikaner f løjet i rummet, nemlig Alan B. Shepard, der knap tre uger forinden havde gennemført en vellykket færd om bord på Freedom 7.

Med et hop ud over Atlanterhavet, det første famlende skridt ud i rummet, havde USA halet en anelse ind på koldkrigsfjenden Sovjetunionen, som indledte rumalderen allerede i 1957 med den forbløffende opsendelse af Sputnik-satellitten. I april 1961 havde russerne endnu en gang ydmyget USA, da Jurij Gagarin blev det første menneske i rummet, men nu havde USA’s nye, unge præsident kastet handsken: Nu skulle nationen vise, hvad den formåede – kapløbet til Månen var skudt i gang, og USA havde tænkt sig at vinde, koste hvad det ville.

Optimistisk plan

Kennedys plan var uhyre optimistisk, for ikke at sige overambitiøs, og selv i NASA’s egne rækker fandtes der flere, der ikke troede på den. Ganske vist havde rumfartsorganisationen allerede i oktober 1958 igangsat et bemandet program, Mercury, som havde til formål at afprøve, hvordan vægtløshed påvirker mennesker.

Det var som led i dette program, at Alan B. Shepard var blevet skudt ud i rummet den 5. maj 1961. 15 minutter og 22 sekunder havde hans “hop” varet – men derfra og til at sende en besætning op på en fjern klode var der uendelig langt.

En mængde tekniske problemer skulle løses, ny teknologi skulle opfindes, en kraftig løfteraket udvikles, Månen kortlægges, og en hær på f lere hundrede tusind forskere og ingeniører mobiliseres.

Med enorme bevillinger i ryggen – det foreløbige budgetoverslag for Apollo-programmet lød i 1961 på knap 23 milliarder dollars – satte NASA alle kræfter ind på at opfylde drømmen, og første skridt var Gemini.

Med dette projekt, der blev søsat i 1961, og som fungerede som bindeled mellem Mercury- og Apollo-programmerne, skulle astronauterne opnå erfaring i længere ophold i rummet og træne manøvre- og sammenkoblingsteknikker.

Alt sammen en forudsætning for, at mennesket kunne begive sig ud på den historiske rejse til en anden verden.

Målsætningen om en månelanding inden udgangen af 1960’erne medførte et halsbrækkende arbejdstempo i NASA og hos de leverandører, der skulle bygge de forskellige dele til fartøjet og raketten.

Men i de første dage af 1967 var stemningen optimistisk: Selv om der allerede var fundet og udbedret f lere tusind fejl ved Apollo-rumskibet, så det nu ud til, at den første bemandede opsendelse kunne gennemføres den 21. februar samme år.

Nummerforvirring

AS-204 var det oprindelige navn på den test, der i januar 1967 endte i en tragedie med tre døde astronauter på rampen.

Forinden havde der været tre ubemandede Apollo-testflyvninger i 1966, men til ære for de omkomne døbte NASA nu AS-204 om til Apollo 1, selv om Apollo-missionerne ellers kun skulle have tildelt et nummer, når de var kommet ud i rummet. Efter Apollo 1 fulgte yderligere tre ubemandede opsendelser. Apollo 4 testede i november 1967 den nye Saturn 5-raket.

På Apollo 5 opsendte en Saturn 1B-raket i januar 1968 et ubemandet månelandingsfartøj, og den 4. april 1968 fulgte en sidste ubemandet test af Saturn 5 med Apollo 6.

Tema

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: