Apollo 1-astronauterne under en af de mange øvelser i kapslen.

© SCIENCE PHOTO LIBRARY

Apollo 1-astronauter blev kvalt efter et minut i flammer

Den 27. januar 1967 er en gnist fra en bunke ledninger tæt på at knuse NASA’s månedrømme. En rutinetest udvikler sig til et flammende inferno i Apollo-kapslen, mens tre astronauter kæmper mod en forseglet luge.

26. januar 2017 af Martin Bernth & Stine Overbye

“Jeg kan ikke høre et ord af, hvad du siger. Hvordan skal vi komme til Månen, hvis vi ikke engang kan tale sammen mellem tre bygninger?” vrisser Apollo 1-kaptajn Virgil Grissom.

Hans tålmodighed er i øjeblikket alvorligt udfordret. Som minutterne og timerne snegler sig afsted inde i den trange kabine i rumkapslen på toppen af Saturn-raketten, skinner hans irritation stadigt tydeligere igennem.

Det skulle have været en arbejdsdag som alle andre i rumcenteret, men lige siden klokken et om eftermiddagen, da Virgil Grissom sammen med kollegerne Edward White og Roger Chaffee krøb ind i fartøjet iført klodsede rumdragter, har problemerne stået i kø: En fæl stank af sur mælk slog astronauterne i møde inde i fartøjet, og først efter en time fandt de ud af, at årsagen var en brist i iltforsyningen. Da problemet endelig var løst, og teknikerne med et par timers forsinkelse omsider kunne bakse lugen til kapslen på plads, var der pludselig problemer med kommunikationssystemet.

Apollo 1-astronauterne skulle kende hver en knap i den trange kapsel.

© NASA

Dagens opgave er at simulere en nedtælling med astronauterne på plads i rumkapslen, mens ingeniørerne tester, om de ombordværende elektriske systemer kan klare sig med kapslens egen strømforsyning. Det indebærer, at de skal have hul igennem både til affyringsholdet i kontrolcenteret få hundrede meter fra rampen og til centeret for bemandet rumfart, som ligger knap ti kilometer borte. Men selvom en hær af teknikere har knoklet i timevis på at løse problemet, er der stadig koks med radioen her i skumringstimen.

Grissom, White og Chaffee ligger på snart femte time spændt fast i deres sæder i kapslen på toppen af den 43 meter høje raket, som er badet i hvidt projektørlys. For de tre Apollo 1-astronauter forekommer afstanden til den lysende måneskive på himlen endnu længere end de 384.000 kilometer, som skiller Jorden fra Månen.

>> Tag med på en enestående rejse til astronomiens mest spektakulære særforestilling, når en total solformørkelse rammer USA til sommer. 

Kennedy rækker ud efter Månen

“Jeg mener, denne nation bør forpligte sig til – inden udgangen af dette årti – at landsætte en mand på Månen og bringe ham sikkert tilbage til Jorden. Intet andet rumprojekt vil i den periode imponere verden mere eller være vigtigere for den fremtidige udforskning af rummet. Og intet vil være lige så vanskeligt eller kostbart at gennemføre,” erklærede John F. Kennedy i en tale til Kongressen i maj 1961.

Med denne ambitiøse melding skød den nytiltrådte præsident kapløbet til Månen i gang. Sovjetunionen havde hele tiden været et skridt foran USA og gang på gang ydmyget ærkefjenden med nye bedrifter i rummet. Nu satte amerikanerne alle kræfter ind på at komme først til Månen.

Fire år tidligere, i 1957, havde Sovjetunionen indledt rumalderen med opsendelsen af den første kunstige satellit i kredsløb om Jorden, Sputnik 1. Og i 1961 sendte russerne tilmed triumferende det første menneske, Jurij Gagarin, ud i rummet. Pisket fremad af præsidentens ambitiøse løfte havde de amerikanske ingeniører seks år senere halet ind på russerne.

I 1967 håbede NASA omsider at kunne overgå koldkrigsfjenden og tage hul på en række bemandede opsendelser, der skulle kulminere med en historisk rejse til Jordens naturlige satellit. Apollo 1 var den første bemandede rejse i måne-programmet. Den 14 dage lange mission skulle teste dueligheden af den nybyggede kapsel i kredsløb om Jorden. Under den kaotiske prøvenedtælling den 27. januar 1967 var der under en måned til opsendelse.

Resterne af Roger Chaffees rumdragt. 

© National Archives

"Apollo 1, kan I høre mig?"

“Apollo 1, kan I høre mig?” forsøger Stuart Roosa sig endnu en gang fra sin plads bag kommunikationspulten i kontrolcenteret. Roosa kan tydeligt høre Grissom, men forbindelsen går tydeligvis stadig kun den ene vej. “Jeg kan ikke høre, hvad du siger,” gentager Grissom med en stemme, der nu balancerer på kanten af skinger.

Den 40-årige kaptajn er den mest erfarne af de tre astronauter og har allerede to rumrejser bag sig. Men selvom han fra de øvrige missioner med henholdsvis Mercury- og Gemini-fartøjerne er vant til forsinkelser, ærgrer det ham, at det, der burde have været en simpel rutinetest, har udviklet sig til et tidsrøveri.

Ved stort set samtlige Apollo 1’s prøvenedtællinger har der været bøvl med radioen, og gang på gang har Grissom brokket sig over problemet, men trods en ihærdig indsats har teknikerne stadig ikke løst det. Så Grissoms tiltro til, at Apollo 1 som planlagt kan sendes op knap fire uger senere, ligger efterhånden på et meget lille sted.

Den bekymring er han ikke ene om: Den 31-årige Roger Chaffee, som stadig har sin debut i rummet til gode, og den 36-årige Edward White, der kan bryste sig af at have gennemført NASA’s første rumvandring i juni 1965, har over for deres nærmeste flere gange luftet tvivl om, hvorvidt tidsplanen vil holde.

>> Oplev sort sol over sydstaterne, når en total solformørkelse rammer USA til sommer.  

Apollo 1 havde flere tusinde fejl

Kennedys målsætning om at landsætte en mand på Månen inden udgangen af 1960’erne var uhyre ambitiøs. Trods astronomiske bevillinger til projektet var flere NASA-ansatte skeptiske over for den snævre deadline. For at indfri drømmen skulle en kraftig løfteraket udvikles, et landingsfartøj bygges, og en hær på i omegnen af 400.000 teknikere, forskere og ingeniører mobiliseres.

Allerede i 1958 indledte NASA det bemandede rumprogram Mercury, som skulle afklare, hvordan vægtløshed påvirker mennesket. Bindeleddet mellem Mercury- og Apollo-programmerne blev Gemini-projektet, som NASA lancerede i 1961, og som blandt andet havde til formål at give astronauterne erfaring med at opholde sig i rummet i længerevarende perioder.

Kun takket være et halsbrækkende arbejdstempo hos både NASA og leverandører forekom det i 1967 mod alle odds sandsynligt, at USA ville kunne sætte kurs mod Månen inden for den tidshorisont, som nu afdøde præsident Kennedy havde sat. Efter at have udbedret flere tusind fejl ved Apollo-fartøjet syntes rumskibet og dets besætning så småt at være klar til at flyve ud gennem verdensrummet.

Resterne af Edward Whites rumdragt. 

© National Archives

Stilhed før de paniske skrig

Klokken 18.20, kun ti minutter før den simulerede nedtælling når nul, sætter testleder Skip Chauvin uret på pause. Samtaleanlægget kokser stadig, og det problem skal fikses, før testen kan fortsætte, bestemmer han.

Inde i rumkapslen udnytter astronauttrioen ventetiden til endnu en gang at løbe tjeklisten igennem. I kontrolcenteret fjerner teknikerne fokus fra de tre astronauter og retter den mod problemerne med radioen. Men klokken 18.31 går en besked fra astronauterne i kapslen for en gangs skyld igennem til Stuart Roosas kommunikationspult. Det er igen Grissoms stemme, men nu er irritationen erstattet med panik.

Meldingen lyder: “Brand!” I kontrolcenteret hæver NASA-folkene øjenbrynene og kigger spørgende på hinanden. Nødråbet har knitret utydeligt og afsnubbet i højttaleren. De vender alle blikket mod fjernsynsskærmen, der transmitterer direkte fra et kamera, som er placeret ude foran koøjet i lugen til kapslens bemandede kabine.

På den sort-hvide tv-skærm kan teknikerne gennem koøjet se flammer, som blusser op i hvide luer inde i rumkapslen. I samme sekund, som Stuart Roosa og hans kolleger indser, at noget er rivende galt, hører de endnu et nødråb over samtaleanlægget, denne gang klart og tydeligt.

“Der er brand i cockpittet,” alarmerer Roger Chaffee hen over lyden af tumult fra astronauterne, der kæmper mod den voldsomme brand i kabinen.

Hør den skræmmende originaloptagelse her:

...

Testholdet kan med voksende uro følge Edward White, som ligger i det midterste sæde, bakse med håndtaget på lugen bag hans hovede. Med strakte arme kæmper han tilsyneladende desperat for at åbne lugen, men så trækker han hurtigt hænderne til sig, som om han har brændt fingrene. Et nyt par arme kommer til syne på skærmen, formentlig Grissoms, og så høres endnu en gang en desperat stemme over radioen.

“Vi har en slem brand … Lad os komme ud … Vi brænder op,” lyder Chaffees nødråb, som bliver efterfulgt af et kort smertensskrig og derefter ildevarslende stilhed.

Ren ilt var opskriften på en katastrofe

Sjusk med ledningsnettet i form af enten en løs forbindelse eller et kabel, hvor isoleringen var slidt af, havde udløst en katastrofe. En gnist fra en kortslutning i en bunke ledninger på gulvet lige foran Grissoms sæde havde antændt de let brændbare materialer i kabinen, heriblandt stakkevis af papir, rumdragterne af nylon og over tre kvadratmeter velcro, som blev brugt til at fastgøre genstande på væggene i rumkapslen.

Helt efter standardprotokollen var kommandomodulet blevet fyldt med 100 procent ren ilt, efter at astronauterne kl. 13 var krøbet på plads i deres sæder, og lugen til modulet var blevet lukket til.

Netop på grund af atmosfæren af ren ilt havde branden bredt sig eksplosivt. Ilt i sig selv brænder ikke, men gassen er i den grad med til at nære en brand.

For at noget overhovedet kan bryde i brand, skal tre ting være til stede: brændbart materiale, varme og ilt. Jo mere ilt der er i luften omkring det, der brænder, jo hurtigere sker forbrændingen. Først når ilten er brugt op, det brændbare materiale slipper op, eller ilden er kølet ned, for eksempel med vand, stopper branden.

>> Få en oplevelse, du aldrig glemmer, når en total solformørkelse kaster sin skygge over USA.

Resterne af Virgil Grissoms rumdragt.

© National Archives


Rædselssyn møder redningsfolkene

“Den er brandvarm – du skal ikke røre ved den, den er alt for varm,” advarer teknikerne hinanden, da de få sekunder efter astronauternes nødråb flokkes ved lugen til kapslen på servicetårnets dæk 8A. Bølger af tyk, sort røg vælder ud fra modulet, som på grund af overtryk skabt af brandens høje temperatur har slået revner.

Røgen gør det umuligt at se en hånd for sig, og varmen fra branden er så infernalsk, at den flere gange driver mændene tilbage. Bevæbnet med brandslukkere forsøger de igen og igen at nærme sig rumkapslen. I blinde og med sviende øjne famler de sig frem for at få åbnet lugen, men røgen er så kvælende, at de kun kan arbejde i få sekunder ad gangen, før de hostende må trække sig tilbage og gispe efter vejret.

Tre mænds liv står på spil, sekunderne føles lige nu som timer, og febrilsk bakser NASA-mandskabet med den genstridige luge, som omsider, godt fem og et halvt minut efter den første alarm, giver sig en anelse. Med deres sidste kræfter lykkes det mændene at få trykket lugen ind. Som den første tager teknikeren Don Babbitt mod til sig og stikker hovedet indenfor i modulet, da røgen er tyndet en smule ud, og det er muligt at danne sig et overblik over skaderne. Det er et rædselsvækkende syn, der møder ham i den udbrændte kabine.

En umiskendelig stank af brændt kød flår ham i næsen som et forvarsel om det, der venter, og da han kniber øjnene sammen, kan han skimte ligene af de tre astronauter, der kort forinden har været nogle af de mest handlekraftige mennesker på Jorden.

Chaffee er stadig spændt fast i sit sæde, som om han ikke har nået at erkende krisen, og Grissom ligger på gulvet, overrumplet af døden, idet han forsøgte at kravle væk fra flammerne. I den modsatte ende af kabinen, lige under den fordømte luge, ligger White som standset midt i en bevægelse. Store dele af astronauternes rumdragter er fuldstændigt brændt op i det inferno, der har raset, og kroppene er stærkt forbrændte og visse steder decideret forkullede.

“Jeg må hellere lade være med at beskrive, hvad jeg ser,” gisper Babbitt over radioen til kontrolcenteret, da han genvinder fatningen.


Apollo-kapsel genopstår fra asken

Den tragiske brand på affyringsrampen satte Apollo-programmet på pause det næste år. En undersøgelseskommission gennemgik minutiøst katastrofen og fandt i en efterfølgende rapport, at NASA og dets leverandører havde begået op mod 1400 små og store fejl i udviklingen af rumkapslen.

Blandt hovedårsagerne til ulykkens fatale udgang var Apollo 1-kapslens luge, som åbnede indad. Med det forhøjede kabinetryk var det derfor helt umuligt at åbne lugen. Obduktionen viste, at astronauterne døde af kulilteforgiftning – formentlig allerede et minut efter at branden brød ud.

Branden var NASA’s første katastrofe og truede med at sætte en stopper for USA’s drømme om Månen. Men NASA rejste sig hurtigt, og i oktober 1968 gennemførte Apollo 7 den mission, der var tiltænkt Apollo 1. Mindre end et år senere satte Neil Armstrong det første fodaftryk på Månen og lod dermed Apollo 1-besætningen få sin sidste vilje.

Få uger inden branden havde Grissom udtalt: “Hvis vi dør, så sørg ikke over os. Arbejdet er risikofyldt, men rumprogrammet er for værdifuldt til at gå i stå, selvom der skulle ske en ulykke.”

Se en rekonstruktion af ulykken her:

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: