Edwin Aldrin

Apollo 11: Landing i blinde

Neil Armstrong og Edwin Aldrin skal som de første mennesker lande på Månen. Turen ned til Stilhedens Hav bliver langt mere dramatisk end ventet.

1. september 2009 af Stine Overbye

3 dage, 10 timer og 53 minutter efter at Apollo 11 i en sky af hvidglødende gas og flammer er skudt op fra Cape Kennedy i Florida, råber Edwin “Buzz” Aldrin begejstret: “Jeg kan se det! Jeg kan se hele landingsstedet herfra.”Sekundet efter får også hans kolleger, NeilArmstrong og Michael Collins, det første glimt af Stilhedens Hav.

Selv om astronauterne fra 112 kilometers højde knap kan skelne landskabet og dets bjerge og forkastninger, er det, de kan se, ikke just opmuntrende: I månemorgenlyset kaster selv de allermindste klipper lange, forrevne skygger ud over sletten, og Stilhedens Hav fremstår som en utilnærmelig og ugæstfri stenørken.

Armstrong og Aldrin har svært ved at forestille sig, at de næste dag vil kunne gå ned netop dér, at Solen vil kunne tæmme det spøgelsesagtige landskab og forvandle det til en sikker havn for landingsfartøjet Eagle.

Men de er optimistiske og stoler på, at Apollo-missionerne før dem har gjort forarbejdet ordentligt – at sletten er det bedst egnede sted til den første landsætning af mennesker på Månen.

Mens Armstrong og Aldrin pusler med at pakke til morgendagens landing, betragter Collins dem sørgmodigt. Han føler sig som en far, der skal sende sine børn på en lang rejse. Beredvilligt tilbyder han at tage nattevagten.

“I må hellere sørge for at få en god nats søvn, inden I skal ind i det fordømte månelandingsfartøj,” siger han og tilføjer lavmælt: “Jeg synes, dagen i dag er gået rigtig godt. Hvis i morgen og i overmorgen bliver ligesådan, så klarer vi den.”

Klar til landing

Næste dag, søndag den 20. juli 1969, begynder som alle andre dage i rummet. Besætningen spiser en omgang morgenmad med bacon og cornflakes, juice og kakao. Da Månen ved middagstid er badet i skarpt sollys, siger Collins farvel til sine to kolleger, der i mellemtiden er krøbet gennem den smalle sluse ind i månelandingsfartøjet.

De har lukket den solide luge bag sig. “Nu har I to fyre at tage det roligt nede på måneoverfladen.

Hvis jeg hører jer pruste og stønne, får I med mig at bestille,” advarer han venskabeligt over radioen, inden han med et tryk på en knap kobler Eagle – og dermed også sig selv – fra.

“Okay, så er I af sted. Smukt,” forsikrer Collins.

I nogle minutter svæver de to fartøjer i formation over for hinanden, men så afbryder Eagle dansen og drejer væk fra kommandomodulet Columbia med kurs mod Stilhedens Hav på Månen. Collins er alene tilbage, og han skal nu udholde den nervepirrende ventetid, indtil Eagle vender tilbage.

Ukendt alarmkode blinker pludselig

Tøjret til gulvet med elastikseler står Armstrong og Aldrin inde i månelandingsfartøjet, der tre timer senere befinder sig cirka 15 kilometer fra overfladen.

Tiden er inde til den afgørende raketmanøvre, den, der skal sende dem den sidste vej ned til Månen. Rollerne er fordelt på forhånd. Armstrong skal som kaptajn styre Eagle ned, mens Aldrin som månelanderens pilot konstant skal overvåge fartøjets tekniske systemer.

Armstrong aktiverer startknappen, og sekundet efter er nedstigningsmotoren tændt.

“Tænding,” rapporterer Armstrong og Aldrin i munden på hinanden.

Mens Eagle med bunden i vejret tordner af sted, spejder Armstrong efter pejlemærker på overfladen.

Han bemærker, at de bjerge og kratere, der glider forbi vinduet, dukker op et par sekunder før end beregnet.

Eftersom Eagle skyder en fart på omkring halvanden kilometer i sekundet hen over Månen, betyder det, at de vil lande cirka tre kilometer fra bestemmelsesstedet. Han tjekker computeren. Den har ikke registreret fejlen.

I 14 kilometers højde ruller Eagle langsomt rundt til lodret position, så landingsradaren peger direkte mod måneoverfladen.

Med hovedet opad får besætningen pludselig øje på Jorden, der hænger som en lille, lysende lampe i det buldermørke verdensrum.

Radaren får kontakt med Månen, og Eagles computer arbejder på højtryk for at fordøje de mange data, den bliver fodret med.

Syv minutter før den planlagte landing hører Armstrong og Aldrin et alarmsignal. På computerskærmen blinker alarmkoden 1202 med gule tal, en kode, ingen af dem kender fra træningen. “Programalarm,” rapporterer Armstrong nøgternt over radioen til Houston. Kun fordi de kender ham indgående, kan NASA-folkene ane en svag dirren i hans stemme.

Kurs mod krater

Før afgang har Armstrong vurderet, at risikoen for, at de må afbryde landingen, er fifty-fifty.

Men så tæt på målet er tanken om at skulle opgive ubærlig, og Armstrong sukker af lettelse, da Houston efter noget, der føles som en evighed, vender tilbage med beskeden: “We’re GO on that alarm” – “Se bort fra den alarm, og fortsæt.”

I de næste tre-fire minutter fremturer computeren med 1202-alarmer, og pludselig dukker en lige så ukendt 1201-alarm op på skærmen.

Jordkontrollen beroliger astronauterne med, at computeren blot er overbelastet. “Samme slags. We’re GO,” meddeler Houston opmuntrende. Da alarmerne omsider dør ud, befinder Eagle sig kun 300 meter over Månen, men Armstrong bryder sig ikke om det syn, der møder ham.

Computeren styrer blindt landingsfartøjet mod et fodboldbane-stort krater omkranset af stenblokke på størrelse med biler. Han skifter resolut til manuel styring – med kun to minutter til landing gælder det om i en vis fart at komme fri af krateret og finde et mere plant område.

“Hvordan er brændstoffet?” forhører han sig.

Aldrin er så travlt optaget af at aflæse højde- og brændstofmålerne, at han ikke har bemærket den lurende fare, så han svarer bare mekanisk: “Otte procent.”

“Okay, der ser ud til at være et godt område her,” konstaterer Armstrong umiddelbart efter.

“60 meter,” melder Aldrin. I det samme ser Armstrong, at stedet, han har udset sig, er komplet uegnet til landing.

“Vi er lige over et krater ... vi må flyve videre,” meddeler han kontrolcenteret, der vælger at tie på radioen for ikke at forstyrre astronauterne i den tilspidsede situation.

Støvskyer hvirvler op og slører udsynet

Da Eagle kort efter er nået ned i 30 meters højde, er der kun brændstof til yderligere 90 sekunders flyvning. Som i en ønskedrøm får Armstrong øje på et cirka 60 kvadratmeter plant område, flankeret af små kratere på den ene side og stenblokke på den anden.

Idet han forsøger at fæstne blikket på målet, begynder han på landingen. Men Eagles raket hvirvler støvskyer op og slører udsynet. Næsten i blinde dirigerer han fartøjet lodret nedad. Nu haster det, for der er kun meget lidt brændstof tilbage, og det er alt for sent at afbryde landingen. “Kontaktlys,” siger Aldrin pludselig og kigger på Armstrong, som straks afbryder motoren.

Så blidt, at astronauterne end ikke mærker det, synker Eagles fire landingsfødder ned i månestøvet. Et øjeblik efter følger de første ord fra Månens overflade, da Aldrin melder: “Descent Engine Command Override, off, engine arm, off – 413 is in.”

Kun de indforståede ved, hvad det betyder, men inde i boblehjelmene flækker de to mænds ansigter i et smil, mens de sejrsikkert trykker hinanden i hånden. Og her – 102 timer, 45 minutter og 42 sekunder efter lift-off – giver Armstrong den melding, som hele verden har ventet på: “Houston, Tranquility Base her, The Eagle has landed.”

“Roger, Tranquility. I fik en samling gutter til at blive næsten blå i ansigtet. Nu trækker vi vejret igen. Mange tak skal I have,” melder kontrolcenteret og oplyser, at der er smilende mennesker overalt, ikke kun i Houston, men i hele verden.

“Glem ikke, at der også er et i kommandomodulet,” indskyder Collins, der har fulgt dramaet over radioen.

Moon first step

Ærgrelse midt i lettelsen

Armstrong føler sig høj oven på landingen. Det var meget tæt på at gå galt ? da Eagle rørte Månen,var der næppe brændstof tilbage i tanken til mere end 20 sekunders flyvning. Men midt i lettelsen ærgrer det ham, at han ingen anelse har om, hvor de er landet.

Efter at Eagle var kommet ud af kurs tidligt under landingen, havde han aldrig fået pejling på kendte kratere igen.

Han og Aldrin havde været under konstant pres på grund af de mange og gentagne alarmer, så nu spejder Armstrong intenst efter konturer, som han kan genkende fra de billeder, Apollo 10 havde taget over Månen to måneder før.

Men han finder intet. Han håber, at Collins vil kunne finde Eagle med sin sekstant, inden de skal lette godt 21 timer senere. Her og nu må han acceptere det faktum, at han er landet i blinde.

Efter planen skal astronauterne sove, før de stiger ud af Eagle. Den plan har Armstrong godkendt hjemmefra, men nu, hvor de som de første mennesker er landet på en anden klode, forekommer tanken absurd.

Så Armstrong spørger kontrolcenteret, om de kan få lov at træde ud på Månen omkring klokken 20 om aftenen Houston-tid, cirka fem timer før planlagt.

“I får den bedste sendetid i fjernsynet,” lyder tilladelsen fra Jorden.

I ugerne op til månelandingen har Aldrin spekuleret over, hvordan han bedst kan højtideligholde det store øjeblik. En passende gestus for en troende rumfarer vil være at fejre nadver, er han nået frem til.

Han finder en pose frem, som han har medbragt hjemmefra. Det er en gave fra en præst. Op af posen tager han en lille flaske vin, et bæger og nogle oblater og placerer det hele på et klapbord i kabinen, hvorefter han slutter mikrofonen til.

“Dette er månelandingspiloten, der taler. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at anmode lytterne, uanset hvem de er, og hvor de er, om at stoppe op og tænke over de seneste timers begivenheder og om at sige tak på hver deres måde,” lyder hans budskab over radioen.

Mens Armstrong undrende kigger på, fortsætter Aldrin stilfærdigt sin ceremoni og skænker vin i bægeret – i det næsten vægtløse rum pibler dråberne langsomt og yndefuldt ned i bægeret. Så finder han et kort frem med citater fra Johannesevangeliet og fordyber sig i de religiøse tekster.

Besætning på Apollo 11

Opgave: Lande på Månen og vende sikkert tilbage til Jorden.

Varighed: 8 dage, 3 timer og 18 minutter.

Udforsk

Hør Armstrongs berømte ord , da han sætter første fod på Månen, og hør hans beskrivelse af det, der møder ham.

Tema

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: