Lightning Apollo 12

Apollo 12: Ramt af lynet

Et halvt minut efter starten får et brag den gigantiske Saturn 5-raket til at ryste voldsomt. NASA’s anden landsætning af mennesker på Månen er tæt på at slutte, før den overhovedet er begyndt.

7. september 2009 af Stine Overbye

En hård novemberregn trommer på Apollo 12- rumkapslen og sender floder af vand ned over kommandomodulet Yankee Clipper på toppen af den mægtige Saturn 5-raket. De tre astronauter prøver at lade som ingenting – lige fra morgenstunden har truslen om aflysning hængt lige så tungt over dem som skyerne over Kennedy Space Center.

I otte måneder har Pete Conrad, Dick Gordon og Alan Bean trænet til denne mission, historiens anden bemandede månelanding efter Apollo 11, og ingen af dem kan bære tanken om at udskyde rejsen. Med tilkæmpet optimisme spejder de håbefuldt op mod den mørkegrå himmel, mens de afventer dommen fra kontrolcenteret. Solen titter nu og da frem, men øjeblikket efter lukker skyerne atter til, og lyn zigzagger ude i horisonten.

Ved 11-tiden modtager besætningsmedlemmerne endelig den besked, de har håbet på: Vejret er o.k. til affyring, ingen lynnedslag inden for en radius af 30 kilometer, missionen kan køre som planlagt. Kl. 11.22 hæver Apollo 12 sig i et inferno af larm og ild fra Jorden. “Det er en smuk opsendelse,” meddeler Conrad over radioen. “Himlen er ved at lysne,” supplerer Gordon, men han når knap at tale ud, før et lysglimt flænser luften udenfor, efterfulgt af et øredøvende brag, der får rumfartøjet til at skælve.

Noget er helt galt

“Hvad helvede var det?” spørger Gordon over radioen. Han får intet svar, men nu ser astronauterne, at stort set alle lamper på kontrolpanelet lyser ildevarslende. Aldrig før har den erfarne Conrad set så mange tændte advarselslamper på én gang, og han er ikke i tvivl om, at noget er helt galt.

“Okay, vi har lige mistet navigationsplatformen, venner. Jeg aner ikke, hvad der skete her; alt faldt ud,” oplyser han.

Anspændt begynder Conrad at remse en endeløs række af fejlmeldinger op, i håbet om at flyvelederne i Houston kan greje problemet. Snart står det klart, at to lyn er slået ned i fartøjet 36 og 52 sekunder efter start, og at udladningerne har kortsluttet de elektriske systemer og forstyrret datastrømmen. “Apollo 12, prøv at genstarte brændselscellerne nu,” lyder ordren fra Houston, alt imens rumfartøjet tordner af sted med 10.000 kilometer i timen.

Kort efter at det første rakettrin er kastet af i knap 70 kilometers højde, lykkes det Bean at genstarte systemet og genoprette datastrømmen – advarselslamperne slukkes, og alt virker igen perfekt. Af ren og skær lettelse begynder Conrad at fnise højlydt, og latteren smitter både Gordon og Bean, der griner sig hele vejen op til kredsløbsbanen om Jorden.

“Nu har de noget at skrive om i aften,” konstaterer Conrad med tanke på journalisterne.

Trods den opløftede stemning i kabinen hersker der en usagt frygt for, at Houston vil afbryde missionen. Besætningen aner ikke, om kapslen eller månelandingsfartøjet Intrepid er blevet beskadiget, men 2 timer og 48 minutter efter opsendelsen meddeler kontrolcenteret, at fartøjet kan fortsætte mod Månen.

Man har ganske vist mistanke om, at det system, der skal udløse Yankee Clippers faldskærme før landingen i havet, er blevet ødelagt af lynene. Men Houston vælger at tie med den oplysning og lade missionen fortsætte – hvis faldskærmene ikke folder sig ud under landingen, vil astronauterne dø uanset hvad, og hvorfor så ikke lade dem fuldføre jobbet og leve de 10 dage, missionen er berammet til?

Condrad and Surveyor 3

Geologer har udvalgt Stormenes Hav

Knap fire måneder tidligere, i juli 1969, er Apollo 11 landet på Månen, men ca. 6,5 kilometer fra det planlagte mål. For NASA er det altafgørende, at de kommende Apollo-missioner kan lande præcist. Mens Apollo 11 har bevist, at USA teknologisk formår at landsætte mennesker på Månen og bringe dem sikkert tilbage, er det nu geologien, der er i fokus.

Forskernes ambitiøse mål er at finde svar på de mest basale spørgsmål om Jordens nærmeste nabo: Hvordan opstod Månen? Hvor kom den fra? Ved at løse disse mysterier håber de at kunne finde ud af, hvordan menneskehedens egen planet blev skabt.

En hærskare af geologer har brugt oceaner af tid på at udvælge det sted, hvor Apollo 12 skal lande – et mål, der for længst har fået kælenavnet “Pete’s Parking Lot”. P-pladsen ligger i Stormenes Hav, en umådelig lavaslette, hvor Surveyor 3-sonden er landet 31 måneder tidligere, i april 1967. Ved at undersøge en genstand, der har været på Månen i en kendt periode, kan forskerne høste værdifulde oplysninger om forholdene på overfladen. Ydermere udmærker stedet sig ved, at klipperne i Stormenes Hav sandsynligvis er yngre end stenene i Stilhedens Hav og har en anden kemisk sammensætning.

Ikke alene Apollo 12’s succes, men også den fremtidige udforskning af Månen står og falder med en præcis landing, og særligt Pete Conrad gruer for, om det kan lykkes. Som kaptajn er det hans job at sætte landingsfartøjet Intrepid ned på Månen, og han mærker det pres, der hviler på ham. Under træningen er han landet i Stormenes Hav så mange gange, at han kan se området for sig i søvne. Han har indprentet sig, at Surveyor 3 står på skråningen af et krater, og at området på afstand ligner omridset af en snemand med Surveyor lige i hjertekulen.

“Jeg vil bare håbe, vi finder den gamle snemand. Så håber jeg, vi finder et sted at lande. Og så håber jeg, at jeg kan lande rigtigt,” bemærker Conrad mellem bidderne af den canadiske bacon, som han og kollegerne indtager om eftermiddagen på rejsens fjerde dag, dagen før dagen.

Conrad on Moon

Tema

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: