Broken Equipment

Apollo 13: Rumskib på nødblus

Knap 330.000 kilometer fra Jorden lyder der pludselig et dundrende brag i Apollo 13. En eksplosion udløser et drama på liv og død om bord i fartøjet, der hurtigt bliver tappet for både ilt og strøm.

7. september 2009 af Stine Overbye

Kaptajn Jim Lovell er verdens mest berejste mand. På sine tre rumrejser har den 42-årige astronaut tilbagelagt omkring 11 millioner kilometer og opholdt sig sammenlagt 572 timer i rummet. Denne forårsaften i 1970 er han på vej ud på en fjerde og – har han efter nøje overvejelser besluttet – sidste færd, der skal fuldende hans karriere som astronaut: historiens tredje landing på Månen

Forud for rejsen har journalisterne uafladeligt spurgt, hvordan han har det med, at Apollo-missionen har nummer 13. Lovell har blot smilet overbærende og svaret, at hans italienske venner betragter 13 som et lykketal. Men allerinderst inde har den tanke da strejfet ham, at han udfordrer skæbnen ved at tage af sted.

Lovell er ikke overtroisk, men han erkender, at hvis ulykken skulle være ude, så taler sandsynligheden for, at netop han, NASA’s mest erfarne rumrejsende, vil stå for skud. Jobbet som astronaut er livsfarligt, og for hver mission, der er forløbet godt, føles det, som om risikoen for en ulykke rykker et skridt nærmere.

Perfekt opsendelse

Denne perfekte aften i april – den 13. – har Lovell dog ikke den fjerneste grund til at frygte, at oddsene skulle være ham imod. For, som det lyder fra kontrolcenteret i Houston:

“Fartøjet er i virkelig fin form, så vidt vi kan bedømme. Vi keder os ihjel hernede.”

Opsendelsen er da også gået lige efter bogen, og her, med Jorden knap 330.000 kilometer og små 56 timer bagude, har Jim Lovell, Jack Swigert og Fred Haise netop gennemført en tv-transmission, hvor de sprudlende har guidet seerne rundt i bl.a. månelandingsfartøjet Aquarius, den bageste af de tre sektioner i skibet.

Tilbage i kommandomodulet Odyssey fortsætter Lovell i rollen som konferencier på slap line. “Vi kan vise jer et hurtigt klip af underholdningen om bord på rumskibet,” siger han og tænder en lille båndoptager. Ud flyder kendingsmelodien til Stanley Kubricks science fiction-film fra 1968: “2001 ? A Space Odyssey” (“Rumrejsen år 2001”).

“Selvfølgelig ville vores samling af bånd ikke være komplet uden Aquarius (en populær sang fra Broadway-musicalen Hair, red.),” tilføjer han, inden han afslutter transmissionen med at ønske alle på Jorden en god aften.

Fem minutter senere aktiverer kommandomodulets pilot, Jack Swigert, på Houstons anmodning den motor, der som et piskeris skal røre i servicemodulets tanke med flydende ilt og brint, brændstoffet til fartøjets tre brændselsceller. Kort efter lyder der et dumpt brag, og hele rumskibet ryster.

“Fred, ved du, hvad det var for en lyd,” spørger Lovell og kigger anklagende på sin makker.

Tidligere har Fred Haise jaget en skræk i livet på sine kolleger, da han åbnede en trykventil, der larmede på samme voldsomme vis, og Lovell mistænker ham nu for at have gentaget spøgen. Men Haise kigger bare grav-alvorligt på Lovell og ryster på hovedet.

Houston

Ilten strømmer ud af rumskibet

I det samme kimer en alarm i astronauternes hovedtelefoner. Foruroliget tjekker Swigert kontrolpanelet og ser, at en advarselslampe lyser rødt. Trykket i den ene ilttank falder, og strømmen til kommandomodulet svigter, konstaterer han.

“Okay, Houston, vi har fået et problem,” melder han over radioen. “Gentag venligst,” lyder det fra Houston.

“Houston, vi har fået et problem. Vi har et strømsvigt på B,” uddyber Lovell.

“Roger, strømsvigt på B,” svarer flyvelederen i Houston og tilføjer efter en kort pause: “Okay, vent lidt, 13. Vi kigger på det.” Mens teknikerne i Houston arbejder på at finde ud af, hvad der er sket, kæmper astronauterne for at få et overblik over skadens omfang.

Noget er helt galt, det står klart – den ene af servicemodulets to ilttanke er tom, den anden lækker, og to af de tre brændselsceller er døde på grund af manglende ilttilførsel. Alt i rumskibet, fra måleinstrumenter til computer, kører på strøm fra brændselscellerne i servicemodulet, og sikkerhedsreglerne tillader kun månelanding, hvis alle celler fungerer.

Uhyggelig situation

Astronauternes første reaktion er skuffelse, men hurtigt går det op for dem, at de skal prise sig lykkelige, hvis de overhovedet når tilbage til Jorden. For hvert minut bliver krisen værre, og aldrig har besætningen set så mange funktionsfejl på én gang: Servicemodulets styreraketter virker heller ikke, og den eneste aktive brændselscelle taber spænding.

Selv i det værste skrækscenarie, astronauterne har gennemgået under træningen, er de aldrig løbet ind i en så djævelsk situation som denne. Og det uhyggeligste af det hele er, at de ikke befinder sig i en simulator, men om bord på et rumskib, der tordner af sted mod Månen. Efter eksplosionen er Apollo 13 begyndt at slingre fra side til side, og samtidig med at Lovell desperat forsøger at stabilisere fartøjet, kaster han et hurtigt blik ud af det lille vindue.

Han opdager, at der fosser gas ud fra siden af servicemodulet, hele skyer af gas, der danser som cigaretrøg i det skarpe sollys.

“Det ser ud, som om der strømmer noget ud. Der strømmer noget ud i rummet,” melder han til kontrolcenteret.

Lovell og hans kolleger tør ikke gisne om, hvad der er sket, og egentlig er de også ligeglade. Det eneste, der optager dem, er den kendsgerning, at servicemodulet er ødelagt, og at det er et spørgsmål om tid, før Odyssey er uden både strøm og ilt.

Astronauterne kan ikke foretage en U-vending og styre tilbage mod Jorden. Selv hvis servicemodulets motorer mod forventning skulle vise sig at være uskadte, er der ikke strøm nok til den manøvre. Apollo 13 er nødt til at fortsætte til Månen – eller rettere i en bue rundt bag om den og tilbage igen mod Jorden. Spørgsmålet er, om astronauterne overhovedet vil kunne overleve så længe. Halvanden time efter eksplosionen vender NASA tilbage med en nødplan:

“Vi tænker på månelandingsfartøjet som en redningsbåd,” meddeler man fra Houston.

I en kamp mod uret går astronauterne i gang med at aktivere systemerne i månelandingsfartøjet Aquarius, en procedure, der plejer at tage to timer, men som nu barberes ned til få minutter. Sideløbende flytter besætningen forråd ind i Aquarius, og kort før midnat mandag den 13. april, knap tre timer efter eksplosionen, råber Lovell op gennem tunnelen til Swigert:

“Luk hende ned.” Swigert slår strømmen fra i Odyssey. Den smule strøm, der er tilbage, skal gemmes til landingen. Nu må astronauterne krybe sammen i Aquarius’ trange kabine, den eneste driftsikre del af Apollo 13.

Røde hunde

Et uventet udbrud af børnesygdommen røde hunde i astronautkorpset kom tre dage før Apollo 13-opsendelsen til at koste den 34-årige Ken Mattingly en plads på holdet. I ni måneder havde han ellers trænet til missionen med Lovell og Haise, men NASA’s læger skønnede, at Mattingly som den eneste kunne være smittet. De to andre var immune, fordi de havde haft røde hunde som børn.

Da sygdommen kunne bryde ud undervejs, måtte Mattingly derfor blive hjemme. I stedet blev det reserven Jack Swigert, der fik tjansen som pilot på kommandomodulet.

Hjernen bag succesen

Mattingly fik ikke røde hunde. Til gengæld blev han en af hjernerne bag udarbejdelsen af de procedurer, der fik Ap

Tema

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: